Manchester United bekræftede tidligere på aftenen, at man henter den unge englænder, Daniel James, til klubben på en fem-årig kontrakt.
Daniel James skal fremover spille for Manchester United. Det har De Røde Djævle meldt ud på klubbens hjemmeside. Den tidligere Swansea-spiller kan dermed se frem til at spille i United-trøjen frem til sommeren 2024.
”Det er en af de bedste dage i mit liv. Det er en udfordring, jeg virkelig ser frem til,” fortæller walisiske Daniel James til klubbens hjemmeside.
”Premier League er den bedste liga i hele verden, og Manchester United er det perfekte sted at udvikle mig som spiller,” tilføjer spilleren.
James fik sin debut på Wales’ landshold i november sidste år, og har siden da spillet fire landskampe.
Solskjær forklarer, hvorfor Daniel James nu er Manchester United-spiller.
”Daniel er en ung og spændende kantspiller med en masse talenter. Han har et godt overblik, hurtighed og en god arbejdsmoral,” siger den norske træner.
”Han havde en god sæson hos Swansea, og har alle de færdigheder, der skal til, for at blive United-spiller,” tilføjer nordmanden.