Emmanuel Eboue har længe døjet med psykiske problemer, og den tidligere Arsenal-spiller fortæller nu, om hvordan det var at få et års karantæne af FIFA, hvor han ikke måtte spille kampe.
Den 36-årige ivorianer Emmanuel Eboue fortæller nu i et interview med den franske tv-kanal RMC Sport om, hvordan det er at være professionel fodboldspiller med depression og psykiske problemer, som den tidligere Arsenal-spiller har døjet med i flere år og som stadig følger ham. Til tider har han overvejet selvmord, og nedturen begyndte, da han fik et års karantæne af FIFA i 2016 på grund af en sag med en agent, som han havde forsømt at betale. På daværende tidspunkt spillede Eboue i Sunderland, men klubben valgte at sløjfe hans kontrakt. Siden fulgte en bitter skilsmisse og en økonomisk deroute.
”Nogle gange lukkede jeg mig inde på mit værelse i tre eller fire dage, mens jeg tænkte og spurgte mig selv, hvad der er tilbage,” siger Eboue, der i dag er gået på pension som fodboldspiller.
”Selv i dag tager jeg stadig antidepressiver, da jeg stadig har lang vej endnu. Men jeg håber, at jeg kan hjælpe andre, som kan lære af mine oplevelser.”
Det var hjerteskærende at få et års karantæne fra at spille fodbold, fortæller han.
”Jeg måtte træne for mig selv, og jeg skammede mig meget, da folk kiggede anderledes på mig. Nogle ville sige ting som: se, det er Eboue, en Champions League-finalist med Arsenal i 2006. De var overrasket. Jeg foretrak at træne om morgenen, men der var også andre, der trænede på det tidspunkt. Så var der folk, der tog billeder og lagde dem på sociale medier, så jeg var nødt til at træne om natten,” siger Emmanuel Eboue og fortæller, at han var for pinligt berørt til at blive derhjemme på grund af hans børn.
”De spurgte mig altid, hvornår jeg skulle tilbage på fodboldbanen, så hver gang jeg tog afsted om morgenen, lod jeg som om, jeg skulle på arbejde. Jeg havde ikke lyst til, at de skulle spørge mig, hvorfor de ikke kunne se mig spille fodbold i fjernsynet.”