Arturo Vidal er utilfreds i Barcelona, da chileneren angiveligt mangler at få udbetalt en række bonusser. Inter skulle være klar med et bud på midtbanespilleren.
Arturo Vidal ligner en færdig mand i Barcelona. Den 32-årige chilener skulle ifølge spanske medier være klar til at sagsøge sin nuværende arbejdsgiver på grund af manglende bonusser, der ifølge midtbanespilleren og hans talsmænd løber op i 18 millioner kroner. I spanske medier betragtes situationen som et udtryk for Vidals måde at trumfe et klubskifte igennem på. Han vil angiveligt gerne tilbage til Serie A og italiensk fodbold, hvor Inter står klar med et kontrakttilbud, såfremt Barcelona går med til at sælge.
Ifølge Sportitalia-journalisten Alfred Pedulla vil Inter gerne vente nogle dage endnu, før Antonio Conte og Co. lægger et bud. På denne måde vil Inter ifølge journalisten vente på, at Arturo Vidal officielt beder Barcelona om at få lov til at blive solgt, ligesom det var tilfældet, da man hentede angriberen Romelu Lukaku i Manchester United i sommer.
Football Italia skriver, at Barcelona forlanger omkring 150 millioner kroner for at sælge midtbaneterrieren, men denne sum skulle den italienske klub ikke være villig til at give. I stedet vil Inter tilbyde at låne Vidal med en købsoption på cirka 100 millioner kroner.
La Gazetta dello Sport skriver, at Inter og Vidal allerede er blevet enige om en kontrakt på cirka 37 millioner kroner om året frem til 2022, mens Milanoklubben vil låne spilleren og forpligte sig på at købe ham for cirka 112 millioner kroner.
Sidst Arturo Vidal slog sine folder i Serie A, var det hos Juventus, hvor han spillede med stor succes fra 2011 til 2015, inden han blev solgt til Bayern München. I denne sæson har Arturo Vidal spillet 19 kampe for Barcelona og scoret 5 mål.