West Ham forlanger, ifølge engelske The Independent, mellem 35 og 40 millioner pund for sin stjernespiller, Dimitri Payet.

(Photo by Arfa Griffiths/West Ham United via Getty Images)

Payet er inde i en god stime i øjeblikket for The Hammers, men for nylig er der altså opstået en konflikt i Londonklubben. Franskmanden nægter således at spille for eller træne med klubben, fordi han forsøger at få et skifte til Marseille i hus.

Træner, Slaven Bilic, udtalte tidligere på ugen, at han følte sig forrådt af den 29-årige spiller på grund af hans attitude, efter Hammers afslog et bud på 20 millioner pund fra Ligue 1-klubben.

The Times skriver, at Payet vil blive pålagt en bøde på to ugers løn – samlet set 250.000 pund – efter han har fortalt klubben, at han ikke står til rådighed til træningen.

Midtbanespilleren skrev kontrakt med The Hammers sidste februar, og blev gjort til den bedst betalte spiller i deres historie. Kontrakten løber helt til 2021, og der er endda mulighed for en klausul, der binder ham yderligere et år til klubben.

Avisen skriver også, at han har forlangt en højere løn efter hans fornemme præstationer ved EM i sommer, hvor han gjorde sig bemærket ved at score tre mål og vinde to Man-of-the-Match awards. Det afslog dog (lønforhøjelse, red.), og det har altså ført til denne optrapning af konflikten.

Marseille har for nylig fået ny ejer, Frank McCourt, som har tilført klubben en masse penge. McCourt er den tidligere ejer af baseball-klubben, LA Dodgers, og Marseille fortsætter altså i sin jagt på Payet.