Manchester United henter angiveligt den velkendte Ole Gunnar Solskjær ind som ny cheftræner. Solskjær vil fungere som cheftræner sæsonen ud. Det skriver flere engelske medier, herunder Daily Mirror.
Mourinhos tid på Old Trafford kom til en ende, da vicebestyrelsesformanden, Ed Woodward, hev ham til side på klubbens træningsanlæg. Efter en kort samtale mellem de to, blev portugiseren set forlade anlægget.
Mauricio Pochettino skulle angiveligt være øverst på listen over de kandidater, Manchester United ønsker som erstatning for Mourinho på længere sigt. Klubben vil dog ikke gøre noget aktivt for at hente Pochettino, så længe sæsonen stadig er i gang.
I stedet vil Manchester United ansætte en midlertidig manager, som vil overtage styringen i den resterende sæson. Ifølge Daily Mirror, så har Ole Gunnar Solskjær en klausul i sin kontrakt, som gør, at han kan skifte til Manchester United fra Molde, hvor han i øjeblikket sidder i trænersædet.
Moldes sæson er slut – den sluttede i november – og en ny vil begynde til marts.
Det rygtes også, at Solskjær vil få følgeskab af Sir Alex Fergusons tidligere assistent, Mike Phelan.
Phelan forlod klubben, efter den legendariske, skotske træner forlod klubben i 2013.
Solskjær spillede over 360 kampe for United og spillede en nøglerolle i klubbens treble i 1999.
Den 45-årige nordmand har også trænet Uniteds reservehold i to sæsoner, inden han i 2010 blev træner for Molde.
United håber på at kunne have Solskjær klar inden lørdagens kamp mod Cardiff City.