AARHUS, DENMARK - JULY 22: General view of Daniel Christensen of AGF Aarhus making a throw during the Danish Alka Superliga match between AGF Aarhus and Viborg FF at Ceres park on July 22, 2016 in Aarhus, Denmark. (Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

Århus Stiftstidende, der normalt har fingeren på pulsen i forhold til, hvad der sker i AGF, skriver i dag, at AGF har solgt Daniel Christensen.

Den 27-årige venstre back kommer i fremtiden til at tørne ud for den belgiske klub KVC Westerlo, som i øjeblikket ligger sidst i den bedste belgiske liga. Ifølge avisen er det blot et spørgsmål om kort tid, før Daniel Christensen ikke længere er at finde i AGF.

Inden tiden i AGF spillede Daniel Christensen for AaB og sidenhen SønderjyskE, hvor han slog sit navn fast som en stabil back i Superligaen. Han har i de seneste par kampe siddet på bænken for AGF, og det kan derfor tænkes, at han ikke har været tiltænkt en plads i startopstillingen mere for AGF.

Venstre backen forlængede ellers kontrakten med AGF i foråret til 2018, men det ser altså ud til, at hans tid i AGF slutter tidligere end ventet.

OPDATERET:

AGF har nu bekræftet, at de har solgt Daniel Christensen til Westerlo i en pressemeddelelse, hvor man forklarer handlen med, at spilleren selv ønskede at komme til Belgien, og det ønskede man ikke at stå i vejen for.

– Det lå ikke i kortene, at vi skulle sælge DC, men vi har fået en fornuftig aftale med Westerlo, og samtidig vil vi ikke stå i vejen for den spændende mulighed, som pludselig er opstået for DC. Han har givet udtryk for, at han gerne vil forfølge denne chance, og det har vi valgt at imødekomme, siger AGFs sportschef Jens Andersson til klubbens officielle hjemmeside.