AIK Stockholm bekræfter, at klubben er i dialog med FC København for at hente Sotirios Papagiannopoulos, som ser ud til at vende hjem til Sverige efter en enkelt sæson i dansk fodbold.
28-årige Sotirios Papagiannopoulos skiftede fra Östersunds FK til FC København sidste sommer. Den svensk-græske forsvarspiller har dog ikke haft den bedste sæson i dansk fodbold, hvor det kun er blevet til 18 kampe for de nykårede superligamestre. Nu tyder det på, at han er på vej tilbage over Øresund. I hvert fald bekræfter AIK Stockholm over for Fotbollskanalen, at klubben er i dialog med københavnerne om at hente spilleren.
”Ja, det er klart, at der er en dialog med de klubber, som har spillere, vi finder interessante. Det er spillere, som vi har en personlig og naturlig relation til. “Sotte” har en aftale med FCK, og så skal vi jo lave en aftale med dem for, at en handel kan blive virkelighed. Nabil er kontraktløs og skal træffe en beslutning om, hvad han vil med sin fremtid. Det er to spillere, som vi mener vil gøre AIK bedre, siger AIKs sportschef Björn Wesström ifølge Tipsbladet med henvisning til, at den svenske klub også er interesseret i Nabil Bahoui, der spiller i hollandske De Graafschap.
Som Tipsbladet skriver, så afviste Sotirios Papagiannopoulos for en uge siden over for FC Københavns fanmedie Copenhagen Sundays at have hørt om interessen fra AIK. Men det kan være, at situationen ser anderledes ud i dag.
Sotirios Papagiannopoulos’ kontrakt med FC København udløber i 2022. Forsvarsspilleren begyndte sin karriere i Väsby United, hvorefter han tilbragte en række år i græsk fodbold. Først fire år hos Akropolis IF og siden en enkelt sæson i PAOK. Imellem de to ophold i Grækenland, havde Papagiannopoulos tre år i den svensk-assyriske klub Assyriska FF.