Vi fortsætter vores serie af trænerprofiler, med en af de lidt mindre kendte, men dog alligevel særdeles karismatiske trænere, nemlig Alan Pardew. Alan Pardew startede som mange andre trænere, sin karriere som spiller, dog uden at han nogensinde opnåede den helt store succes. Som træner har det heller ikke altid været prangende, men han har dog formået at vise sine taktiske evner frem ved flere lejligheder i Premier League. Alan Pardew er måske ikke kendt for, at spille sprudlende offensivt fodbold, men han kan skaffe de nødvendige resultater, når en klub er i problemer.
Alan Pardews karriere som spiller
Alan Pardew nåede aldrig at få en stor og gloværdig karriere som professionel fodboldspiller. Han var dog forbi flere engelske klubber, hvor det blev til en del kampe. Karrieren startede i de små non-league klubber i England. Pardew var i mange år kun deltidsprofessionel, så han på samme tid kunne have et ”normalt” job ved siden af fodbolden.
Pardew spillede fra 1980 til 1987 for fem forskellige mindre engelske klubber. Han spillede på den kontrollerende del af midtbanen, hvor han var bindeledet mellem defensiv og offensiv. Pardew ramte på et tidspunkt ind i en periode på seks måneder, hvor han stoppede med at spille fodbold. Det kunne bedre betale sig, at tage et normalt job. Efter de seks måneder fandt han dog ud af, at fodbolden ikke kunne undværes og derfor vendte han tilbage til non-league fodbolden.
Et overraskende tilbud fra Crystal Palace
I 1987 kom der så et lidt uventet tilbud til Alan Pardew. Det var Crystal Palace, som ønskede at hente ham til klubben. Han blev solgt for 75.000 kr. og skiftede dermed til Crystal Palace, som på daværende tidspunkt spillede i det, der svarer til League 1 i dag. Pardew førte Crystal Palace frem til en oprykning til 1. Division (I dag The Championship). Pardew var blandt andet også med, da Crystal Palace i 1990 var i FA Cup finalen, hvor de dog tabte til Manchester United. I alt blev det til 128 kampe for Crystal Palace inden Pardew tog videre til Charlton og senere stoppede karrieren i 1998.
Alan Pardews karriere som træner
Efter tiden som fodboldspiller havde Pardew et brændende ønske om, at fortsætte som træner. Det første rigtige trænerjob kom, da Pardew blev udpeget som såkaldt ”caretaker” for Reading efter de havde fyret træneren. Pardew formåede at vende Readings situation fra potentiel nedrykker til potentiel oprykker og denne præstation medførte en fastansættelse som Reading træner. Han fortsatte som cheftræner for Reading i fire år og derigennem opbyggede han sig et ry, som en af fremtidens engelske trænere.
Succesen med Reading betød, at mange klubber ville have Pardew. West Ham fortalte Reading, at de ønskede at ansætte Pardew som manager, men det nægtede Reading. Pardew var dog fast besluttet på, at skifte til West Ham og derfor sagde han selv op og gennemførte skiftet.
Pardew var hos West Ham i tre år. Han førte i sin tid som West Ham træner, klubben frem til en oprykning til Premier League. Man var blandt andet også i FA Cup finalen, som dog blev tabt til Liverpool på straffe. I sæsonen 2006/07 ramte West Ham dog en forfærdelig periode med massere af nederlag og det betød i sidste ende, at klubben fyrede Pardew.
Turbulent tid i Newcastle
I de efterfølgende år var Pardew forbi Charlton og Southampton inden han kom til Newcastle i 2010. I Newcastle opbyggede Pardew et stærkt hold med massere af franskmænd, som opnåede en række flotte resultater. På trods af flere kontroverser med ledelsen, underskrev Pardew i 2012 en vanvittig kontrakt forlængelse på hele otte år.
I januar 2015 var det dog allerede slut for Pardew. Han blev ikke fyret eller presset til at forlade Newcastle, men han fik muligheden for at komme tilbage til Crystal Palace, hvor han fylder meget på grund af hans tid som spiller for klubben. Pardew kostede angiveligt 35 millioner for Crystal Palace, hvor han stadigvæk er træner i dag.
Til sidst et par funfacts om Alan Pardew
- Alan Pardew var på det engelske Non league landshold i starten af hans karriere som fodboldspiller.
- Da Pardew skiftede trænerjobbet hos Reading ud med West Ham var der mange kontroverser. Det var lige før, at Reading og Pardew skulle i retten, men sagen blev droppet til sidst.
- Pardew fik i 2014 en samlet bøde på 160.000 pund og 7 dages karantæne efter, at han havde nikket Hull spilleren, David Meyler, en skalle.