Der er større sandsynlighed for, at Danmarks modstandere fra Peru vinder VM, end England gør det. Det kan sports-analysefirmaet, Gracenote, fortælle.

Peruvianerne, som i øjeblikket ligger nummer 11 i verden – to pladser foran England – har fået tildelt 5% sandsynlighed for at løfte trofæet i Moskva den 15. juni.

I mellemtiden har Gareth Southgates tropper kun 4% sandsynlighed for at gøre det samme. Og det samme er realiteten for Belgien og Portugal.

De femdobbelte verdensmestre fra Brasilien er blevet tildelt favoritværdigheden. Således har de 21% chance for at vinde turneringen, foran lande som Spanien, Tyskland og Argentina.

England skal møde Tunesien, Panama og Belgien i Gruppe G, og her har de 71% sandsynlighed for at gå videre fra gruppespillet.

Beregningerne er foretaget ud fra en million simulationer. Du kan se dem her.

Såfremt de går videre fra Gruppe G, skal englænderne møde enten Polen, Senegal, Colombia eller Japan fra Gruppe H i ottendedelsfinalerne, og her har de 41% chance for at gå videre.

Men så falder oddsene også derefter. Der er nemlig kun 18% chance for at de når semifinalerne, og chancen for at nå finalen; det halve af det.

Danmarks chance for at vinde VM: 1%

For Danmarks vedkommende er der 35% sandsynlighed for at gå videre fra Gruppe C. Vi er blevet tildelt 1% sandsynlighed for at vinde VM-slutrunden.

Danskerne starter ud mod Peru den 16. juni i Saransk. Fem dage efter skal vi spille mod de australske tropper i Samara, mens gruppespillet sluttes af i Moskva den 25. juni, hvor Frankrig venter.

Sydkorea, Nigeria, Panama, Egypten, Japan og Saudi-Arabien tildeles ingen chancer for at løbe med trofæet i Moskva.

VM-debutanterne fra Island har den samme sandsynlighed for at vinde trofæet som os, ifølge Gracenote.

Hvad tror du? Hvem ender som VM-vindere den 15. juli?