Liverpool FC har gennem tiden fået et ry for at kunne gøre det umulige på Anfield. Dog er det ved at være længe siden, at de magiske ”European nights at Anfield” har levet op til fordums storhed. I går var en undtagelse.
Af Helena Melin
Der gik ikke mange sekunder efter Lovrens scoring, inden han blev omsluttet af både spillere og fans.
Foto: John Powell / Getty Images
Nogle gange er situationer så ekstreme, at ord ikke er dækkende. Det, der skete på Anfield i går aftes, føles som sådan en situation. Et festfyrværkeri af en fodboldkamp fandt sted i kulisser, hvis mage ikke er set siden de berømte Champions League-dage på Anfield. Og som kampen udviklede sig i går, fik man da også flashback til dengang, Liverpool var en af europæisk fodbolds sværvægtere.
Allerede inden kampen fik man en forsmag på, hvilket brag der ventede. You’ll Never Walk Alone blev sunget med så stor kraft og indlevelse fra begge fanskarer, at gåsehuden kom allerede efter få sekunder. Efterfølgende blev der holdt et minuts stilhed for de 96 Liverpool-fans, der døde i Hillsborough-katastrofen den 15. april 1989. Og det ene minuts stilhed var i den grad stille. Optakten bar i den grad præg af to hold, der havde den dybeste respekt for hinanden.
Lige på og hårdt
Da kampen blev fløjtet i gang, gik Dortmund til opgaven, som de er bedst: Hårdt, hurtigt, og lynhamrende skarpt. Således stod der 0-2 efter blot ni minutter efter scoringer af Mkhitaryan og Aubameyang. Begge mål var efter Liverpool-fejl, der blev straffet prompte. Liverpool lod sig dog ikke slå ud, og kampen fortsatte i det hæsblæsende tempo, den var startet i. Begge hold spillede med højt pres, og begge lurede i omstillingsspillet. Efter 17 minutter var Origi tæt på den vitale reducering, men hans afslutning blev blokeret. Blot et minut efter var det Morenos tur, men spanieren flugtede langt over mål. Liverpool lignede altså langt fra et hold, der havde givet op. Få minutter efter var det Lallanas tur til at brænde en kæmpechance. Efter lidt fumleri i feltet får han ikke ram på bolden.
Efter 20 minutter var status altså stadig 0-2, men det var en kamp, der i den grad levede på et stadion, hvor de elektriske spændinger næsten kunne ses i luften.
24 minutter inde i kampen var Liverpools spydspids Origi endnu en gang tæt på, men franskmanden headede lige akkurat forbi efter Milners fremragende indlæg. Længe gik der ikke, inden Aubameyang havde en kæmpe chance i modsatte ende, men Sakho fik blokeret i sidste sekund. Et minut efter header Firmino forbi i den anden ende fra få meters afstand. På ti minutter havde Liverpool altså formået at producere i hvert fald tre 100 procents chancer, men så længe man ikke scorer, kan det hurtigt blive farligt i den anden ende. Og det blev det da. Efter 31 minutter er Piszczeks indlæg millimeter fra at ramme Aubameyangs støvle, og hjemmeholdet slap med skrækken. Første halvleg fortsatte i samme tempo med kæmpechancer til hvert hold, men efter de første 45 minutter var status altså stadig 0-2, og Liverpool skulle dermed score tre mål i anden halvleg for at gå videre.
Tænk på Istanbul
Ifølge Liverpool Echo lod Klopp sig inspirere af den legendarisk Champions League-finale i 2005, hvor Liverpool var bagud 3-0 ved pausefløjt og absoulut ikke lignede et hold, der skulle ende med at løfte pokalen med de store ører senere på aftenen. Et hovedstødsmål fra kaptajn Gerrard startede som bekendt det, der skulle vise sig at gå over i historien som et af de mest vanvittige comebacks nogensinde. Det var den, Klopp bad Liverpool-spillerne om at tænke på, da han i omklædningsrummet skulle forsøge at få sine spillere til at skabe miraklet.
Og længe gik der ikke, før Origi stensikkert kunne sparke en friløber ind og dermed banke en smule håb ind i de røde. Det holdt dog kun ni minutter, inden Hummels på flotteste vis fandt Reus, der køligt krøllede den ind i det lange hjørne.
Derfra var missionen klar: De røde skulle score tre mål på 30 minutter.
Luften syntes at være gået lidt af den røde ballon, men så foretog Klopp to udskiftninger. Lallana for Allen og Sturridge for Firmino. Om det var Welsh Xavis indflydelse lader vi forblive usagt, men der gik ikke mere end fire minutter, inden Coutinho trykkede på aftrækkeren og gjorde det til 2-3. Og så gik Anfield amok. Kort efter sparker Origi bolden mod månen langt ude fra. Ikke en afslutning, der vil gå over i historien, men en klar indikation på, at de røde stadig troede på det. I 77. minut foretager Dortmund en defensiv indskiftning. Kagawa for Ginter. Og der gik under et minut, inden gardinerne igen blafrede bag Weidenfeller. Denne gang var det udskældte Sakho, der løb forbi Piszczek og headede den ind efter et hjørnespark. 3-3 efter 78 minutter. Drømmen levede. Spillerne kunne mærke det, og fansene kunne mærke det, så de sang, højere og højere, som om sangen alene kunne løfte spillerne – hvilket den jo har vist at kunne gøre før.
Og minsandten om det ikke lykkedes. i 91. minut fik ingen anden end Dejan Lovren headet bolden ind efter endnu en dødbold, og scenerne de efterfølgende sekunder har vel ikke set deres lige siden Gerrards 3-1 mål mod Olympiakos tilbage i 2004. Ren, uspoleret eufori. I 93. minut fik Dortmund et frispark på kanten af feltet, men Gündogans spark sneg sig lige uden om stolpen. Derefter var det slut. Og så er der vel ikke andet at sige, end at citere Andy Grays berømte ord efter Alonsos 3-3 udligning i Istanbul for snart 11 år siden: Mission impossible is accomplished.
