Andrew Hjulsager er tæt på et skifte til spansk fodbold, meddeler Brøndby IF på klubbens hjemmeside.
af Emil Plovgaard
Sandsynligheden er stor for at Andrew Hjulsager tirsdag drager mod Spanien, nærmere bestemt Galicien, hvor klubben Celta Vigo hører til.
I hvert fald, hvis man skal tro Brøndby IF’s egen officielle hjemmeside. Klubben fra Vestegnen meddeler i en pressemeddelelse, at man har givet Hjulsager grønt lys til at rejse til Spanien og forhandle en mulig kontrakt på plads.
Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, kan desuden berette om, at de to parter også er nået til enighed om en pris:
“Celta Vigo og vi (Brøndby IF, red.) er blevet enige om en god pris og aftale for Andrew, og vi har derfor givet Andrew lov til at tage til Celta for at se klubben og omgivelserne nærmere og forhandle individuelle vilkår.”
Den unge midtbanespiller har vakt interesse fra udlandet med sine gode præstationer og er medvirkende til, at Brøndby IF i vinterpausen er placeret på en solid andenplads i Superligaen.
Celta Vigo er helt ikke ukendte med den danske mentalitet, idet man allerede råder over to danske spillere i form af den tidligere Brøndby-spiller Daniel Wass og nyligt indkøbte Pione Sisto.
På den spanske klubs hjemmeside meldes der dog intet om et forestående skifte, men det forventes, at klubben senere på dagen vil lancere købet af den unge Hjulsager.
Andrew Hjulsager er en del af Brøndbys talentudviklingsprogram og har siden 2013 optrådt 80 gange for klubben i førsteholdsregi med 16 mål til følge.