Det kunne godt ligne et sidste farvel med Wayne Rooney, da han under Europa League-finalen modtog stående ovationer. Det kan dog vise sig, at forholdet mellem 31-årige Rooney og Manchester United fortsætter.
Avisen The Daily Mail skriver nemlig, at Wayne Rooney lige nu hælder til at blive i Manchester United på grund af manglende tilbud fra andre klubber.
Rooney havde ellers fået et tilbud på hånden fra Everton, men The Toffees kunne altså ikke matche Manchester United-kaptajnens lønkrav.
Derudover er der også kommet et tilbud fra Kina, men Rooney har ingen planer om at flytte til fjernøsten, da hans familie er glad for de trygge rammer i England.
Læs også: Avis: John Terry har fundet ny klub
Manager José Mourinho har også slået fast, at man gerne ser Wayne Rooney fortsætte i klubben. Med tanke på, at hans kontrakt først udløber i sommeren 2019 kan det også blive en realitet.
Rooneys minutter på banen er blevet færre i løbet af årene. Den rutinerede angriber har langt til fast spilletid hos Manchester United. I den netop overstående sæson blev det kun til 15 optrædener i startopstillingen.
Rooney vender tilbage fra sin sommerferie i næste uge, og indtil da er der ikke besluttet noget omkring hans fremtid.