Træneren for Manchester United, José Mourinho, har sat sig for at sælge to United-spillere, for at kunne bringe en Chelsea-stjerne til klubben.

Det er to spillere, som ikke har fået særlig meget spilletid under den portugisiske manager, og det er angiveligt også derfor, at han ønsker at skille sig af med dem.

Avisen Manchester Evening News beretter nemlig om, at Mourinho vil sælge både Bastian Schweinsteiger og Morgan Schneiderlin i forsøget på at hente Chelseas Nemanja Matic til klubben.

Både Schweinsteiger og Schneiderlin har haft problemer med at komme på holdet i Manchester United, og så sent som i går var der også rygter, der kunne tyde på, at Bastian Schweinsteiger ikke har meget tid tilbage i United-trøjen.

De to spillere er igennem længere tid blevet rygtet væk fra klubben, og det forventes, at de begge er solgt før januar måned er slut.