Manchester Uniteds køb af den svenske super-stjerne bliver højst sandsynligt offentliggjort inden længe. Det skriver Mirror.
Af Anders Lang Jensen
Den 34-årige svensker er fri på markedet efter sit kontraktudløb med franske PSG. Og han vil meget gerne genforenes med sin tidligere træner i Inter Jose Mourinho, som overtog tøjlerne på Old Trafford i sidste uge.
Parret er meget tætte, og Mourinho vil gøre alt for at bygge en god trup inden den kommende sæsons titelræs. Og portugiseren vil også gøre alt for at udkonkurrerer rivalerne fra Manchester City og Pep Guardiola.
Lige nu er Zlatan samlet med den svenske EM-trup, men kan frit rejse af sted til England for at underskrive med de røde djævle. Og det forventes også, at Zlatan gør dette.
Kontrakten skulle lyde på en løn, der vil give Zlatan omkring 3 mio. kr. om ugen og en mulighed for at forlænge med et ekstra år.
Den svenske stjerne er heller ikke bleg for at fortælle om sin fremtid. Og den ligger ikke i det svenske: ”Jeg er ikke interesseret i Allsvenskan. Den liga er jeg for god til!”