Real Madrids midtbanespiller James Rodriguez var alt andet end tilfreds, da Zinedine Zidane pillede ham ud af midtugens La Liga-kamp mod Leganes.
James Rodriguez ligner ikke en mand, som er glad for sin tilværelse i den spanske storklub Real Madrid. Midtbanespilleren har ikke fået lov til at spille 90 minutter i en kamp i næsten fire måneder.
Det kom til den grad også til syne, da Real Madrid-manageren Zinedine Zidane skiftede colombianeren ud i midtugens kamp mod Leganes. James blev pillet ud efter 70 minutter til fordel for Isco.
James Rodriguez’ kropssprog talte for sig selv og han skulle derudover ligeledes have sendt en stor sviner afsted mod Zidane:
– Den motherf*****r lader mig ikke engang spille kampen færdig, skulle James ifølge Desportes Cuatro have brølt.
Zinedine Zidane er dog ganske tilfreds med James’ præstation i den hvide Madrid-trøje:
– Han spillede godt og det er jeg tilfreds med. Jeg har ikke noget imod James, tværtimod, siger Zidane ifølge Marca.
Colombianeren har i denne sæson spillet 15 kampe i La Liga, hvor det er blevet til tre scoringer og seks assists. Kontrakten med Real Madrid udløber i sommeren 2020.