Den legendariske engelske fodboldspiller David Beckham fortæller i et interview, at han næsten skiftede til den italienske Serie A-klub Roma, kun på grund af en enkelt spiller.
Af David Paris
Den tidligere engelske landsholdsspiller og Real Madrid- og Manchester United-legende, David Beckham fortæller i et interview, at muligheden for at spille på samme hold som den italienske landsholdsspiller Francesco Totti, næsten overbeviste ham om, at skrive kontrakt med den italienske Serie A-klub AS Roma.
Søndag spiller den nu 40-årige fodboldspiller sin sidste kamp for hovedstadsklubben, som han første gang optrådte for i 1992. Det er mod Genoa i sæsonens sidste kamp og efter den, vil Totti, der også har optrådt for samtlige italienske ungdomslandshold, søge nye græsgange for nye udfordringer.
Han har altså spillet på det samme hold i 25 år og har i løbet af den tid opnået heltestatus blandt fansene og holdkammeraterne forguder ham næsten. Han er blevet indbegrebet af loyalitet i moderne fodbold, for flere gange har større og mere succesrige klubber tilbudt italieneren en kontrakt. F.eks. Real Madrid, Manchester United og Bayern München.
David Beckham, der blandt andet gjorde karriere i både Real Madrid og Manchester United, fortæller, at da han spillede i USA, i LA Galaxy, i perioden fra 2007 til 2012, havde han muligheden for at skifte til Roma og han overvejede det faktisk.
Beckham fortæller følgende til Romas hjemmeside om sit næsten officielle skifte til Italien: “Der var en mulighed for mig at skifte og flytte til Rom, da jeg var i Amerika, og en af hovedårsagerne til dette, var, at jeg var meget fristet af at Francesco Totti spillede i klubben. At spille på et hold med ham ville have været specielt. Det var altid specielt, når du spillede mod ham og følelsen havde være endnu bedre, hvis vi havde været på samme hold.”