Danny Amaknwaa skifter fra skotske Hearts til SønderjyskE. Han bliver udstyret med en et-årig kontrakt.

Den tidligere FCK-spiller Danny Amaknwaa fortsætter karrieren hos SønderjyskE, som har købt ham fri af kontrakten hos Hearts.

Det skriver den sønderjyske klub i en pressemeddelelse. 24-årige Amankwaa skal i udgangspunkt spille et år for SønderjyskE.

Amankwaa spillede i seks sæsoner for F.C. København, inden skiftet til Hearts. Nu er han dog tilbage i velkendte rammer i den danske Superliga igen.

Haysen: Amankwaa er sulten

– Amankwaa har været et kæmpe talent, der har spillet masser af kampe for den bedste klub herhjemme, men det lykkedes ikke helt at bryde igennem i udlandet. Han har haft nogle bump undervejs med skader og manglende spilletid, men nu skal vi have ham i gang igen, og hvis han kan finde tilbage til det, han tidligere har vist, så bliver det voldsomt, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.

– Vi er sultne som klub, men Amankwaa kommer også hjem til Danmark og er lige så sulten. Nu skal det hele kickstartes, og vi ser meget frem til at få det bedste frem i ham igen. I første omgang er kontrakten på et år, men hvis det går godt i foråret, er begge parter indstillet på, at vi hurtigt sætter vi os ned igen og kigger på en længere aftale, siger Haysen, der beskriver Danny Amankwaa som en powerspiller med fart og gennembrudsstyrke, og han har den fordel, at han kan spille på begge kanter og som angriber.

Amankwaa: Ikke som forventet i Skotland

Danny Amankwaa vender hjem til SønderjyskE efter et år i Hearts, hvor det ikke gik som forventet.

– SønderjyskE var den klub, der ville mig mest, og jeg havde nogle gode samtaler med Glen Riddersholm, og jeg tror, det bliver et godt samarbejde.

– Min form er rigtig god, selv om jeg ikke har spillet så meget, men jeg har spillet træningskampe og føler mig skarp og har også kun haft en uges pause, siger Danny Amankwaa.

Danny Amankwaa tildeles trøje nummer 7 hos SønderjyskE.