I går kom det frem, at Joan Simun Edmundsson forlader OB til sommer. I dag er det ligeledes kommet frem, at også Rasmus Jönsson siger farvel til de fynske plæner, når sæsonen er ovre.
Dermed må Superliga-klubben fra Fyn altså berede sig på en fremtid uden de to offensive profiler.
Fotbollskanalen beretter, at Rasmus Jönsson meget vel kan være på vej til en retur til barndomsklubben Helsingborgs IF.
– Jeg vil ikke lyve – jeg har været meget opsat på at komme hjem. Jeg var helt klart opsat på at være med allerede fra starten, men vi kom ikke frem til en aftale. Vi (Helsingborgs IF og Rasmus Jönsson, red.) holder dog stadig kontakten. Jeg er åben for et skifte til sommer.
Rasmus Jönsson regner ikke med at blive i Danmark efter fem år i landet.
– Jeg har været i Danmark i fem år, så nu vil jeg prøve noget andet. Det bliver enten at vende hjem til Sverige eller teste en anden liga af og prøve udfordringer med et nyt eventyr.
De to profiler har ikke fået det til at køre på banen i denne sæson, hvor de har skuffet markant begge to.
I sidste forårssæson var de to spillere ellers fyr og flamme, og en vigtig del af OB’s offensiv. Blandt andet blev til en 3-0- og 4-0- sejr over henholdsvis Randers FC og AaB i egen hule.
LÆS OGSÅ: OB-reserve har fået 32 minutter på banen i denne sæson: Der er interesse fra Grækenland og Sverige
OB formåede ikke at kvalificere sig til mesterskabsspillet i denne sæson, selv om det var en af de målsætninger, Jesper Hansen havde ambitioner om at indfri i indeværende sæson.
Med et rungende 4-1-nederlag på udebane i Randers i den sidste kamp i grundspillet, var der ikke meget at juble over for fynboerne på sidste spilledag.
I nedrykningsspillet har man hentet fire point over to kampe. Disse er blevet hentet mod hhv. SønderjyskE og Lyngby, og kampene endte hhv. 2-1 og 2-2.