Liverpool har været særdeles aktive denne sommer på transfermarkedet, og nu kan mere være på vej. En vaskeægte drømmespiller blandt fansene ankommer snarest.

Af Anders Lang Jensen

Foto: by Catherine Ivill/Getty Images

Den troværdige italienske journalist Gianluca Di Marzio melder nu, at Liverpool er kommet med et nyt bud på Alisson, og at en aftale nærmer sig. Liverpool har intensiveret jagten på Alisson inden for de seneste døgn. I går meldte Gianluca Di Marzio, at Liverpool havde fremsendt det første bud på Roma-keeperen, der lød på €70 millioner.

Nu melder den italienske journalist, at en handel snart er på plads. Liverpool har afgivet et nyt bud, der lyder på €75 millioner, som inkluderer diverse bonusser.  Det er efter sigende den pris, som Roma har efterspurgt, og nu skal de to klubber blot nå til enighed om betalingens struktur.

Derudover melder Gianluca Di Marzio, at Liverpool allerede forbereder et lægetjek til Alisson. Alisson skulle have haft en snak med Jürgen Klopp for et par dage siden og ønsker et skifte til Liverpool.

Chelsea har endnu ikke afgivet et bud på den brasilianske målmand. Dermed ligner Anfield den kommende destination for brasilianeren.