Jan Bech Andersen stopper som bestyrelsesformand i Brøndby IF. Det meddeler klubben i en fondsbørsmeddelelse, hvori det fremgår, at han ikke stiller op til at blive genvalgt til den kommende generalforsamling d. 13. april i år.

Foto: Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images

Foto: Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images

 

Jan Bech fortæller følgende til klubbens hjemmeside:

“Grundet det store mediefokus, der har været på min person de seneste uger, har jeg vurderet, at det er bedst for klubben, at jeg ikke genopstiller til bestyrelsen.”

Den nu snart tidligere bestyrelsesformand kom i fokus for omkring en måned siden da BT var med til at afsløre, at han anonymt havde kritiseret bl.a. træner Thomas Frank i et fora på nettet. Det gjorde han under brugernavnet ‘Oscar.’

Det fik efterfølgende træner Thomas Frank til at sige op.

Jan Bech Andersen – eller Oscar – tilføjer:

“Jeg ønsker, at al fokus skal være på det store arbejde, der ydes af medarbejdere og frivillige hver dag, og på hvad der sker på banen, hvor klubben lige nu har et spændende forår foran sig, hvor der blandt andet skal spilles om medaljer i Superliga. Derudover er klubben kun to kampe fra en pokalfinale.”

De øvrige medlemmer i bestyrelsen har meddelt, at de fortsætter:
Morten Nødgaard Albæk, som er næstformand, Sune Blom, Jim Stjerne Hansen, Thorleif Krarup og Jesper Eigen Møller.

Læs også: VANVITTIGT: Tysk landsholdsspiller koster kun 7.500 kroner