Der var lagt op til et spændende opgør på Ceres Park mellem de to rivaler, AGF og Brøndby. Det var en kamp, som bød på masser af underholdning, og Brøndby slog og tangerede adskillige Superliga-rekorder.

Spillerne fra Brøndby jubler efter én ud af hele syv scoringer. Foto: Getty Images

Spillerne fra Brøndby jubler efter én ud af hele syv scoringer.
Foto: Getty Images

Af Emil Plovgaard

Forud for kampen havde Østjyllands Politi dog fået en melding om en bombetrussel rettet mod Aarhus Stadion, eller Ceres Park, som det hedder, og det fik politiet til at evakuere stadionet af hensyn til sikkerheden.

Truslen var dog falsk, og kampen kunne spilles i ro og mag til stor glæde for det ene hold og deres fans denne sensommerdag.

En værre start kunne det ikke blive til for AGF, da spilleren med det så mundrette navn, Dzhamaldin Khodzhaniyazov blev udvist efter blot et kvarters spil.

Herefter blev det for alvor op af bakke for den aarhusianske storklub. Blot ni minutter efter kunne polske Kamil Wilczek bringe ’Drengene fra Vestegnen’ foran med 1-0 efter et langskudsforsøg af Lebogang Phiri. Et forsøg, som Steffen ”Staff” Rasmussen ikke kunne holde i sine hænder, og derfor kunne Wilczek lynhurtigt opsnappe den løse bold, og putte den i kassen. Et typisk Wilczek-mål.

Som om der ikke var blevet rokeret nok rundt på AGF’s venstreback skulle tilfældet være, at Daniel Christensen måtte udgå med en skade efter blot et kvarter på banen. Derfor kunne Alexander Juel Andersen trække AGF-trøjen over sit hoved.

Mål skulle der komme flere af i første halvleg. Svenske Nicklas Backman blev den uheldige synder, idet han scorede et mål i eget net.

Men Brøndby var ikke færdige med at imponere, og blot to minutter efter kunne Andrew Hjulsager sende et velplaceret skud direkte op i krogen uden chance for Steffen Rasmussen, der havde en lortedag på kontoret.

Nyankomne Hany Mukhtar kunne lukke og slukke første halvleg med et lige så imponerende skud. AGF-fansene måtte derfor gå slukørede til pause og buhede deres hold ud af banen.

Anden halvleg gik hånd i hånd med første

Anden halvleg startede akkurat som første halvleg sluttede. Et straffespark blev begået. Teemi Pukki kunne stensikkert omsætte århusianernes tåbeligheder til mål. 0-5.

Nu skulle der kun et mål til, før AGF kunne slå sin egen rekord. Det største nederlag de hidtil har lidt har været med cifrene 0-5. Den blev dog slået i dag. Et Brøndby-hold, og i særdeleshed en Andrew Hjulsager, i hopla forøgede med legende lethed føringen med yderligere et mål. 0-6.

Tyve minutter før tid lukkede Andrew Hjulsager butikken. En nedslagtning uden lige. Steffen Rasmussen så dog heller ikke lige god ud i alle situationer, men det var simpelthen et sultent Brøndby-mandskab, der mødte op på stadion i dag. Kampen ender 7-0 til Brøndby, der dermed tangerer rekorden om den største sejr, målt på målmargin, i Superligaen.

En rekord der deles med AaB og Brøndbys hold anno 2005. AaB’s sejr med syv overskydende mål kom tilbage i 1995, da man mødte Viborg hjemme på Aalborg Stadion og vandt med cifrene 8-1. Ti år efter tangerede Brøndby rekorden med en 7-0 sejr hjemme mod Herfølge i mesterskabssæsonen 2004/05.

Og i 2016 blev det Brøndbys tur til endnu engang at runde den rekord med en historisk 7-0 sejr på udebane mod et meget tamt AGF-mandskab, der dog også blev chikaneret af udvisninger og skader.