Søndag aften støder OB og Esbjerg sammen i den sene Superliga-kamp. Potentielt kan kampen blive en duel om en placering i top-6.

af: Emil Plovgaard

HJORRING, DENMARK – JULY 15: Casper Nielsen of OB Odense and Mikkel Frankoch of Vendsyssel FF compete for the ball during the Danish Superliga match between Vendsyssel FF and OB Odense at Nord Energi Arena on July 15, 2018 in Hjorring, Denmark. (Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

OB-spillerne kender det vestjyske mandskab aldeles godt. Et par af OBs spillere har nemlig tørnet ud for Esbjerg. Det drejer sig om Ryan Johnson Laursen og Casper Nielsen.

Sidstnævnte udtaler til klubbens egen hjemmeside, at han er ekstra motiveret og opsat på at vinde, når han står overfor sine tidligere holdkammerater.

I den seneste kamp – 4-2-sejren mod Hobro – tankede han selvtillid op, og han håber på at kunne følge op på den gode præstation.

– Det var en god indsats, og en god kamp af holdet. Jeg fik også selv krydret kampen med to fine mål, og det er selvfølgelig dejligt, siger han til klubbens hjemmeside.

– Det er klart, jeg følte, at jeg havde noget at bevise overfor mig selv og for holdet, og hvilken bedre måde at vise det på end på banen i Hobro.

– Nu må jeg håbe på det bedste til næste kampe. Jeg er nok ekstra motiveret, da det er Esbjerg, vi skal møde.

Casper Nielsen scorede to gange, da OB sendte Hobro ud af pokalen med en 4-2-sejr. Dermed er det fynske mandskab klar til kvartfinalen.

Esbjerg gik også videre i pokalen med en sejr efter forlænget spilletid mod SønderjyskE.

Et vestjysk mandskab med masser af selvtillid

Casper Nielsen forventer, at vestjyderne er fulde af selvtillid før søndagens kamp.

– Jeg tror egentlig, at det langt hen ad vejen bliver meget af det samme som vores seneste indbyrdes opgør.

– Vi skal være opmærksomme på deres omstillinger, men jeg tænker, at vi skal fokusere mere på os selv, for når vi rammer vores topniveau, så kan vi spille op mod alle hold i ligaen.

Før kampen er OB placeret på en ottendeplads i tabellen, mens Esbjerg kan fryde sig over en placering, der i øjeblikket ville sikre dem et sæt bronzemedaljer.