En noget chokerende og overraskende transfer er angiveligt under opsejling i det engelske. Chelseas anfører Gary Cahill tiltrækker sig nemlig interesse fra sydlige himmelstrøg.

Af Anders Lang Jensen

Photo by Michael Regan/Getty Images

Den italienske storklub fra Torino jagter nemlig en ny midtstopper, efter ”Den Gamle Dame” tidligere på sommeren sendte den rutinerede Leonardo Bonucci til ligakonkurrenterne fra AC Milan. Og en højst chokerende handel planlægger ledelsen nu hos Juventus.

Ifølge den engelske avis The Sun har den italienske gigant forhørt sig hos den engelske landsholdsspiller i Chelsea. De vil hente nyt blod til de defensive pladser, og man har udset sig Antonio Contes Chelsea-anfører.

Photo by Mike Hewitt/Getty Images

Efter tilgangene af tyske Antonio Rüdiger og den tilbagevendte dansker Andreas Christensen er der pludselig sat pres på Cahill. Derfor erfarer avisen, at en transfer kunne ligge i Cahills interesse denne sommer.

31-årige Cahill fik en skidt start i Premier League-kampagen denne sæson, hvor den engelske veteran trak et direkte rødt kort blot 15 minutter inde i opgøret. De forsvarende mestre tabte hjemmekampen 3-2 mod Burnley.

Photo by Catherine Ivill – AMA/Getty Images

Med europæisk fodbold og en titelforsvarende sæson i vente er det yderst tvivlsomt, om italienske Conte ønsker at slippe deres defensive anker så sent i sommerens transfervindue. Hollandske Virgil van Dijk er rygtet mod Stamford Bridge denne sommer, så om afløseren findes i Southampton-stjernen, må tiden vise.

Kan Chelsea tåle at miste deres anfører nu og hente Van Dijk som erstatning, eller skal de holde på Cahill selvom Juventus er på banen?