Så skete det igen. Efter en tam første halvleg fra begge mandskaber fik Liverpool i anden halvleg en komfortabel og fortjent 2-0 føring, men smed den væk i kampens sidste minutter.  

Af Helena Melin

Det største spørgsmål inden lørdagens kamp mellem Liverpool og Sunderland var nok, om lokale fans ville gøre alvor af deres trusler og forlade kampen i det 77. minut som protest mod de høje billetpriser. Men så skete der så meget andet. Klopp skulle en tur på hospitalet og måtte derfor overlade styringen til fire assistenter. Og endnu en overraskelse var i vente: Daniel Sturridge var med på bænken for første gang i to måneder.

En sølle start

 Det stod hurtigt klart, at udeholdet ikke havde meget at byde på. Hele første halvleg var præget af et massivt overtag til de røde, men uden de store chancer. Således havde de røde kun haft seks skud mod Sunderlands mål, heraf et enkelt inden for rammen, da første halvleg blev fløjtet af. Endnu værre så det ud for Sunderland: To skud på Mignolets mål, og begge blev skudt forbi eller over.

Langt størstedelen af spillet foregik på midten af banen, og selvom Liverpool fastholdt bolden, fik de aldrig tempo nok i deres spil til at blive rigtig farlige. En af de få gange, det lykkedes at sætte tempo i spillet, fik Lallana spillet Moreno fri et par meter ude foran det lille felt, men målmand Mannone fik pareret den store chance ud til hjørnespark. Boldbesiddelsen i første halvleg var helt uhørte 82 til 18 procent, men altså uden gevinst for de røde.

Brasseren bare bedst

Anden halvleg startede, som første sluttede. Massivt spilovertag til hjemmeholdet, men uden at det brændte alt for meget på omkring Sunderlands mål. Men så skete der noget. Firmino besluttede at tage sagen i egen hånd. Efter et knivskarpt indlæg fra Milner får den lille brasillianer dirigeret bolden ind med hovedet i fjerneste hjørne. Ingen chance for Sunderland-keeperen, og forløsningen var tydelig hos de rødblusede.

Liverpool fastholdt presset og boldbesiddelsen, og ti minutter senere gav det igen pote. Endnu engang var det den lille brasilianer, der tog teten. Han erobrede en bold, satte kurs direkte mod mål og spillede Lallana fri til scoring. 2-0, og Firmino fik sat sløjte på en imponerende statistik som angriber for Liverpool. Seks kampe, seks mål og fem assists. Det burde ikke kunne gå galt.

En spand koldt vand i hovedet

Men det gjorde det. Efter 77 minutter udvandrede op mod 10.000 fans, skriver Liverpool Echo. Og med dem udvandrede tilsyneladende også koncentrationen. Fire minutter efter scorede indskiftede Adam Johnson på et frispark, hvor Mignolet åbenbart også var smuttet fra stadion. I hvert fald mentalt. Belgieren så meget uheldig ud på scoringen. Og så er han vist ikke for god til at sætte sin mur. Endnu et hak foran antallet af dødboldsscoringer mod Liverpool. Listen er efterhånden lang.

Og det blev værre endnu. To minutter inden uret ramte det 90. minut, gjorde Defoe det onde ved hjemmeholdet. Efter alt for passivt forsvarsspil faldt straffen prompte. 2-2. To scoringer fra Sunderland på deres to eneste skud inden for rammen. Defoes scoring var i øvrigt nummer 13 ud af de seneste 19 skud på Liverpools mål, der er gået ind. Av, Mignolet.

 Jubel efter Defoes udligning på et halvtomt Anfield. Foto: Clive Brunskill/GettyImages

Op på hesten igen

Så sådan blev det. En kamp, der aldrig burde have været spændende, blev det. Og Liverpool blev straffet. Sturridge kom ikke på banen, og gad vide, om han kommer det igen. Det mest sandsynlige ville være, at han inden ugen er omme har smadret sit knæ ved at gå på fortovet. Det er svært at bevare positiviteten, når manden har spillet 1563 minutter siden 2014-2015-sæsonen startede – eller hvad der svarer til lidt over 17 kampe. På halvandet år.

Men der er ikke plads til hverken at sørge, spekulere på Sturridge eller hvile på laurbærrene. Om to dage venter returkampen i FA cuppen mod West Ham. Og den skulle meget gerne vindes. Det er ved at være noget tid siden.