En finaleplads var på spil, da Liverpool skulle forsvare deres 1-0 føring mod Stoke. En længe ventet startplads til Jon Flanagan, en offsidescoring fra Arnautovic og en intens straffesparkskonkurrence var nogle af nøgleordene, da det efter en drøj omgang lykkedes The Reds at sikre videre avancement.
Af Helena Melin
De normalt bolchestribede fra Stoke var i dagens anledning trukket i sorte gevandter. Det var måske ikke helt upassende, da de måtte begrave deres drømme om en titel i en kamp, der først til allersidst kunne være bekendt at kalde sig en cup-semifinale.
Der var ellers lagt op til en fest. Tirsdag aften på Anfield og intet mindre end en finaleplads var på spil. Så var det mindre væsentligt, at modstanderen hed Stoke, og den potentielle finaleplads var i den knap så prestigefyldte Capital One Cup. Et trofæ er et trofæ. Det viste sig dog hurtigt, at vigtigheden af kampen stod i skyggen af to hold, der ikke turde satse for meget.
Efter 12 minutter gik fodbolden i glemmebogen for en kort stund. Der var et minuts klapsalver. Fra samtlige på stadion. En hyldest til den 11-årige Liverpool-fan, Owen McVeigh, der for nyligt tabte kampen til leukæmi. Han havde været til hver hjemmekamp med sin far, siden han var fem år gammel.
Efter det følelsesladede minut var gået, stod der igen fodbold på setlisten. Men der var ikke meget at komme efter. En chancefattig første halvleg fik pludselig mere kød på, da Marko Arnautovic i en offsideposition fik scoret for gæsterne. Dommer Jonathan Moss’ fløjte forblev tavs, og så er der jo ikke noget at gøre. 0-1 lige inden pausefløjtet. Alt var helt lige igen.
Lige ved og næsten
Klopps ord i pausen må have haft en effekt, for de røde startede anden halvleg godt. Roberto Firmino havde et skud på ydersiden af stolpen, men det blev ved det. I løbet af anden halvleg havde Liverpool et enkelt skud på æsken, og Stoke ikke et eneste, så nogen chancefest blev det aldrig.
Til gengæld tog spændingen til, da Moss fløjtede de 90 minutter af, og den nu stod på forlænget spilletid. Hjemmeholdet fastholdt teten med en boldbesiddelse på 65%, men uden succes. De 30 ekstra minutter gik hurtigt. Og så var det straffesparkskonkurrence. Og det er Liverpool normalt gode til. Ud af de i alt 17 straffesparkskonkurrencer, de har deltaget i, har de røde stået som sejrsherrer efter 14 af dem.
Gårdsdagens kamp blev ingen undtagelse. Men det holdt hårdt. De to hold fulgtes pænt ad gennem straffesparkskonkurrencen, og da hvert hold havde sparket til læderet fem gange, var stillingen fire scoringer til hver. På det syvende skud havde Mignolet dog de sædvanlige sæbehandsker skruet ordentligt på, og han fik flot reddet Muniesas skud.
Den lille waliser var lettet efter sin afgørende scoring fra pletten og beskriver det som et af sine bedste øjeblikke i Liverpool-trøjen. Foto: Andrew Powell/Getty Images
Welsh Pirlo strikes again
Så var det op til Joe Allen. I ved, ham der på det seneste er blevet sammenlignet med Andrea Pirlo. Om det er pga. den kraftige hårvækst i ansigtet eller de fodboldmæssige evner, lader vi være usagt. Men faktum er, at Allen har været inde i en god periode på det seneste. Oven i købet kampafgørende, hvilket vi senest så i returkampen mod Exeter, hvor han scorede et vigtigt 1-0 mål. Også ugen inden mod Arsenal var han på pletten, da han kom ind fra bænken og fik banket en vital scoring ind til 3-3 i 90. minut.
Nu stod han her så igen. Med Liverpool FC’s skæbne hvilende på sine smalle skuldre. Med 43.091 tilskueres åndedrag i nakken. Den 168 cm høje waliser må uundgåeligt have følt presset, da han gik ned mod den næsten 30 cm højere Stoke-keeper, Jack Butland. Med kun et mål: At passere ham.
Og det lykkedes. Stensikkert i øverste modsatte hjørne. Han havde gjort det igen. Egentlig var der lidt forvirring over, hvem der skulle tage det syvende straffespark, siger hovedpersonen selv til Liverpool Echo. ”Men så besluttede vi, at det skulle være mig.”
Det er de nok glade for i dag. Nu venter en finalekamp den 28. februar mod enten Manchester City eller bysbørnene fra Everton. Selvfølgelig på Wembley, der i 70’erne og 80’erne også gik under navnet Anfield South.
Håbet om den første titel i fire år lever.
