Norwich City v Liverpool - Premier LeagueForløsningen var tydelig hos de rødblusede efter Lallanas scoring. Foto: Stephen Pond/Getty Images

 

Større comebacks end Norwich-kampen er set. Selvfølgelig er de det. Hvilken Liverpool-fan kan tænke på Istanbul og de seks magiske minutter uden at få sommerfugle i maven? Eller set fra den mere negative side, da Liverpool desperat jagtede en storsejr over Crystal Palace som et led i mesterskabskampen i 2014? Og endte med at smide det hele væk, da 3-0 på ni minutter blev til 3-3, hvilket definitivt knuste håbet om det mesterskab, der i næsten bogstavelig forstand gled væk? Det var comebacks, der virkede umulige. Og derfor burde et kaotisk overtidsmål mod et middelmådigt hold i en middelmådig kamp vel heller ikke medregnes i den kategori. Men sådan føltes det i lørdags. Og sådan føles det nu. Det føles stort.

Norwich-Liverpool den 23. januar 2016 var ikke en smuk kamp. Tværtimod var det en kamp med en ufattelig høj fejlrate fra begge mandskaber samt to forsvar, der var mere gennemhullede end den gennemsnitlige skydeskive efter en øver med jagtklubben. Alligevel er det en kamp, de fleste Liverpool-fans, inklusive undertegnede, vil huske lang tid fremover.

Den kan vel bedst beskrives som en emotionel rutsjebane. Norwich startede bedst, men et mål fra Roberto Firmino sendte de røde på sejrskurs og med to efterfølgende chancer til Liverpool, sad man ikke med følelsen af, at dette ville blive en kamp, der ville kunne mærkes på pulsen lang tid efter slutfløjtet. Der skete nemlig det, der gør allermest ondt på Liverpool FC. En dødboldssituation. Dødbolde har vist sig mere end almindeligt farlige for Liverpool denne sæson, da hele 18% af modstandernes dødboldsituationer bliver omsat til mål.

Et ganske uskyldigt hjørnespark viste sig ikke helt uskyldigt og førte til en masse pingpong frem og tilbage for til sidst at føre til en ikke ufortjent Norwich-udligning. Efterfølgende gjorde den tidligere Everton-spiller Steven Naismith sig endnu mere upopulær blandt Liverpool-fansene, da han scorede til 2-1 i sin debut for kanariefuglene.

Det var stillingen ved pausen. Det kan man som Liverpool-manager ikke være tilfreds med, og Jürgen Klopp var ifølge Liverpool Echo også kort og kontant, da han i omklædningsrummet i pausen skulle opildne sine spillere til at få vendt kampen. ”Find en måde at vinde på,” skulle Klopp have sagt. Ikke så meget andet end det. En klar ordre for de rødblusede at vende tilbage til grønsværen på.

Det startede dog ikke, som tyskeren eller de mange medrejsende fans havde håbet på.  Føromtalte Naismith skal nok ikke vise sig omkring Anfield foreløbigt, da han også var manden bag det mildest talt klodsede straffespark, Moreno begik kort efter anden halvlegs start. Hoolahan scorede fra pletten, men der gik ikke mange sekunder, inden Liverpool-anfører Jordan Henderson fik de røde til at synge igen med sin reducering.

Så kom Adam Lallana ind. Og han viste sig at blive afgørende. Han lagde efter blot fire minutter på banen en aflevering indover til Firmino, der køligt gjorde det til 3-3, og humøret hos de røde var højt. Det blev endnu højere, da James Milner efter en forsvarsfadæse kunne omsætte en friløber til mål. 3-4 efter 75 minutter, og sejren syntes hjemme.

Men det var den ikke. For når man ikke kan forsvare sig på dødbolde, så bliver det altid farligt. Og det blev det også denne gang. Bassong smækkede en returbold sikkert ind i kassen fra kanten af feltet efter 93 minutters spil. En stor spand iskoldt vand i hovedet til de Liverpool-fans, der allerede havde sat tre points ind på den mentale konto.

Fjerdedommerens ur havde heldigvis for Liverpool vist et femtal, og det udnyttede de røde til at få sat dommerbordet på arbejde endnu engang i kampens døende sekunder. Lallana fik banket den ind efter en omgang ballonbold og Klopp fik smadret sine briller, men det betød intet. De tre points var hjemme, og det længe ventede slutfløjt må have føltes som en velsignelse for både spillere og fans. Tweetsene fra Liverpool-fansene var også korte og præcise efter kampen, og det måske mest sigende kom fra Liverpool-siden The Anfield Wrap og lyder således: TOWN. NOW!