Juventus’ stjernespiller Cristiano Ronaldo er angiveligt vred over, at hans tidligerre holdkammerat i Real Madrid, Luka Modric, for nylig vandt Ballon d’Or i 2018.
Den portugisiske landsholdsspiller har vundet prisen fem gange i løbet af karrieren. Dermed deler han rekorden sammen med en anden stjerne, nemlig Lionel Messi fra FC Barcelona. Duoen har det seneste årti domineret og dystet om at vinde Ballon d’Or.
Overraskende nok var det dog en helt anden spiller, der i år fik fingrene i den eftertragtede pris. Kroaten Luka Modric blev således kåret som vinderen af guldbolden i 2018.
Forståeligt nok, da kroaten har haft et helt forrygende år. Han vandt blandt andet Champions League-finalen sammen med Real Madrid. Der ud over guidede han også sit landshold frem til den første VM-finale i nationens historie.
Ifølge det spanske medie, Don Balon, var Ronaldo dog ikke tilfreds med at se Modric tage prisen. Faktisk kom han slet ikke til ceremonien mandag aften.
Historien melder ikke noget om, hvorvidt Cristiano Ronaldo bare er en dårlig taber, eller om han vitterligt var forhindret i at deltage.