Ejerne af den franske storklub Paris Saint-Germain, Qatar Sports Investments (QSI), er klar til at udvide deres magtfaktor i europæisk fodbold. De stenrige ejere vil nemlig forsøge at købe en engelsk fodboldklub.
Af Anders Lang Jensen
Efter den store succes, Qatar Sports Investments har haft hos Paris Saint-Germain, vil ejerne forsøge at skabe et nyt storhold i et andet land. Det skal ske i den engelske fodboldkultur, og ifølge den britiske avis Daily Telegraph, og franske Le Parisien, kan det ske, før vi aner det.
Ifølge avisens oplysninger vil Qatar Sports Investments rette fokus mod en klub, der befinder sig i den næstbedste række i England nemlig Championship. Herfra skal man udvikle klubben til at dominere og rykke op i Premier League.
De stenrige ejere fra Østen har tre klubber på blokken som mulige køb, og der er ingen tvivl om, at kriterierne for klubberne skal være en bred fanbase og en stor historie. Derfor er der tale om klubberne Aston Villa, Nottingham Forest og Queens Park Rangers.
Siden Qatar Sports Investments tilbage i 2011 købte Paris Saint-Germain, og indsatte Nasser Al-Khelaifi som klubbens præsident, har hovedstadsklubben domineret fransk fodbold og brugt milliarder og atter milliarder på rekruttering af nye stjerner.
De to altoverskyggende transfers er naturligvis brasilianske Neymar og franske Kylian Mbappé, der kom til fra henholdsvis FC Barcelona og AS Monaco. Priserne var svimlende 222 millioner euro for Neymar og 180 millioner euro for Kylian Mbappé.
Hvilken klub i det engelske bør ejerne fra Qatar opkøbe for at skabe et nyt storhold i England?