Angel Di Maria har været holdkammerat til en række af verdens allerbedste spillere, men skal vælge den bedste af dem alle, peger han på Leo Messi.

31-årige Angel Di Maria spiller i øjeblikket for PSG, hvor han er holdkammerat med stjerner som Neymar og Kylian Mbappe. Men den argentinske kantspiller har også spillet i klubber som Manchester United og Real Madrid, så han har haft fornøjelsen af at spille bold med de bedste, fortæller han i et interview TyC Sports. 

”Det har været en drøm at spille med Wayne Rooney, Zlatan Ibrahimovic, Cristiano Ronaldo og Leo Messi. Det er spillere, jeg har spillet med på PlayStation, og jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle spille med dem i virkeligheden,” siger han og fortæller, at det har været en fornøjelse at være på hold med så stærke profiler gennem karrieren. 

”Leo(Messi, red) er den bedste af de fire. Ibra er skør, en total karakter. Han virker måske som en slem fyr på banen, men han er virkelig en god fyr. Jeg havde det virkelig godt sammen med ham. Cristiano er et monster, mens Rooney er en stille fyr. Det er svært at vælge den bedste af dem.”

Angel Di Maria benytter også lejligheden til at dvæle lidt ved kvaliteterne ved hans kollegaer i offensiven i PSG og kalder Mbappe for ”et lille dyr”.

”Han har en fantastisk mentalitet, han er meget rolig og spiller altid på højt niveau. Hvis han fortsætter med at spille på det niveau, så skal han nok vinde den gyldne bold. Neymar er en fryd for fodbolden,” siger Di Maria, som mener, at Neymar altid har det sjovt, når han er på banen. 

Angel Di Maria, Neymar, Mbappe og resten af PSG-mandskabet fører i øjeblikket den franske liga med 10 points forspring ned til Marseille på andenpladsen.