At se danske profiler i verdens bedste fodboldliga Premier League er altid en fornøjelse. Denne sommer kan vi måske se endnu en spiller med dansk pas optræde i den interessante og fysiske liga.
Navnet er Joachim Andersen, og han tørner ud hos italienske Sampdoria. Den danske U21-landsholdsprofil har i den netop færdigspillede sæson i det italienske leveret varen og har været en fast del af det centrale forsvar hos Sampdoria, der endte nummer 9 i Serie 1.
Ifølge det italienske medie Tuttosport har storklubben Arsenal gennem hele sæsonen scoutet danskeren tæt, og englænderne har kunnet lide, hvad de har set. Udover danske Joachim Andersen har Arsenal også en stor interesse i holdkammeraten Dennis Praet.
Derfor forbereder Arsenal en dobbelttransfer i det kommende transfervindue, hvor buddet fra London-klubben skulle befinde sig på 37 millioner pund for begge spillere. Italienske Sampdoria skulle dog ifølge kilderne kræve noget mere nemlig omkring 45 millioner pund.
Arsenal planlægger at styrke flere steder i kæderne på deres mandskab forud for den kommende sæson. Og her ligner det, at danske Joachim Andersen kan spille en nøglerolle i fremtidens Arsenal.