Torsdag kom meldingen. Atletico Madrids karantæne på transfermarkedet står ved magt. Den spanske storklub kan dermed ikke registrere nye spillere i det kommende transfervindue.
Det går imidlertid ud over Manchester Uniteds chancer for at hente angrebsstjernen, Antoine Griezmann, til klubben. Rojiblancos kan nemlig ikke købe en erstatning for den altid målsultne basker.
Manchester Uniteds manager, José Mourinho, skal derfor se sig om efter nye spillere. Det har han gjort. I følge The Mirror har den portugisiske træner nedskrevet tre spillere på sin indkøbsliste.
Den engelske avis skriver, at Lyons Alexandre Lacazette er på listen sammen med Real Madrids angrebsreserve Alvaro Morata og Evertons belgiske angriber Romelu Lukaku.
Pengepungen er åben hos Manchester United. Således skulle man være mere end klar til at åbne checkhæftet og sende 430 millioner til den franske storby Lyon, hvis man til gengæld får Alexandre Lacazette den anden vej. Lacazette selv har udtalt, at han skal væk fra Lyon denne sommer.
Ydermere skulle der altså være interesse for Morata og Lukaku. Begge spillere er dog også på ønskelisten hos Chelsea, og det kan godt gå hen og blive et mindre problem. Londonklubben forventes nemlig at skulle hente en erstatning til Diego Costa, der rygtes til Kina på daglig basis.