Sky Sports i Tyskland kan rapportere om, at Arsenal har åbnet forhandlingerne med Valencia angående et skifte af den tyske spiller, Shkodran Mustafi.
Blandt andet skulle Per Mertesackers skade lige op til sæsonstart have resulteret i, at Arsenal må undvære forsvarsgeneralen i op til fem måneder, hvilket betyder, at klubbens manager, Arsene Wenger, så småt er begyndt at kigge efter en ny forsvarsspiller, der kan erstatte Mertesacker.
Og her skulle valget altså ifølge Sky Sports Germany være faldet på Shkodran Mustafi, der til dagligt tørner ud for den spanske klub Valencia.
Ydermere skriver det tyske medie, at den engelske klub har åbnet op for forhandlingerne, men ikke har afgivet noget reelt bud endnu.
Mustafi har en frikøbsklausul på 42,1 millioner pund, men det menes, at Arsenal kan hente ham for noget mindre, idet Valencia angiveligt er klar til at slippe tyskeren for 25,3 millioner pund og 8,4 millioner pund i tillæg.