Christian Eriksen fik 20 minutter på banen i opgøret mellem Inter og Milan, som endte med en 4-2-sejr til de blåsorte. Danskeren var imponeret over stemningen på lægterne under lokalderbyet. 

Christian Eriksen startede på bænken, da Inter og Milan tørnede sammen i det legendariske lokalopgør i søndags. En hektisk affære, hvor Milan førte 2-0 ved pausen, men kampen endte med en 4-2-sejr til Inter. Antonio Contes tropper røg dermed op på førstepladsen i Serie A. Den danske midtbanespiller sendte et frispark på træværket og var generelt begejstret for at være en del af opgøret, som han kaldte for en fantastisk oplevelse. 

”Første halvleg var trist for os, men at vinde på den måde med det comeback var meget specielt. Nu kan jeg forlade stadion med et stort smil på læben. Fansene havde forberedt en kæmpe koreografi, som fyldte hele den ene ende af stadion. Den atmosfære får du ikke i Premier League. Det er ikke tilladt,” sagde han til de fremmødte journalister efter kampen. 

Christian Eriksen fortalte, at han er imponeret over tilhængeres engagement i det hele taget. 

”De bærer en frem fra det øjeblik, man ankommer med holdbussen. De banker på siden af bussen, man mærker deres passion og hvor vigtig kampen er for dem.”

Den 27-årige midtbanekreatør var centimeter fra en scoring, da hans frispark ramte træværket. Var den bold gået ind, havde det været ”ren ekstase,” fortæller han. 

”Jeg overvejede først at lave den frisparksrutine, vi havde øvet, men Milan stod meget dybt. Jeg kiggede på Marcelo Brozovic, som sagde, at jeg bare skulle forsøge. Jeg ramte bolden godt, men ikke godt nok, da den ikke gik ind,” siger Christian Eriksen og konstaterer, at det var tilfredsstillende med et godt frisparksforsøg, og ikke et mareridt, at bolden ikke gik i mål, når kampen endte, som den gjorde.