20-årige Mads Roerslev skal til tørne ud for Brentford i den nye sæson. Højrebacken fortæller, at han trængte til at komme væk fra FC København, da han savner spilletid.

Konkurrencen er stor i FC København og særligt på højreback, hvor de danske mestre har Guillermo Varela, Karlo Bartolec og Peter Ankersen til rådighed. Sidstnævnte forventes dog solgt i dette transfervindue ifølge BT. 

På grund af konkurrencen har 20-årige Mads Roerslev derfor været lejet ud – først til Halmstad i Sverige og siden til Vendsyssel, men nu skifter backen til Brentford. Det oplyser FC København på klubbens hjemmeside. Ståle Solbakken mener, at den unge back har godt af at komme til en ny klub. De to lejeophold var ikke en udpræget succes for Roerslev, som manageren konstaterer. 

”Mads er helt sikkert en spiller med et godt potentiale, men han har været uheldig med nogle omstændigheder i sin tid her. Derfor har han haft svært ved at udvikle sig gennem kontinuerlig kamptræning,” siger nordmanden i et interview med BT. 

Til samme avis fortæller Mads Roerslev, at han har været glad for at spille i københavnerklubben, men nu vil han i gang med spille fodbold og have flere minutter på grønsværen. 

”Jeg har spillet med fantastiske spillere i hverdagen og haft dygtige trænere. Men jeg er også på et punkt nu, hvor jeg virkelig har brug for at spille en masse kampe, og det bliver svært i FCK.”

Mads Roerslev skifter til en regulær danskerklub, når han tager fat på sin nye karriere i Brentford, der spiller i den næstbedste engelske række. Udover at have Thomas Frank som træner, har klubben også Henrik Dalsgaard, Christian Nørgaard, Mathias Jensen, Emiliano Marcondes, Mads Bech Sørensen og Luka Racic i truppen. I den forgangne sæson sluttede klubben på en 11. plads.