Fernando Torres

Fernando Torres er en af de mest populære fodboldspillere i nyere tid. Han opnåede i en tidlig alder stor hæder. Hans bedstefar var en stor fan af Atlético Madrid. Det er netop på grund af bedstefaren, at Torres blev døbt Fernando. Og det er også på grund af bedstefaren, at Torres ønskede at optræde for Atlético Madrid.

Fernando Torres Atlético Madrid

Her ses Fernando Torres i kamp for Atlético Madrid Champions League-finalen mod Real Madrid i 2016. Foto: Clive Rose/Getty Images

Som ung dreng spillede Torres for en række klubber rundt om i Madrid, men da han var 15 år, fik Atlético Madrid øje på ham. Han udviklede sig til at blive en storartet spiller og blev meget værdifuld for klubben. I løbet af opholdet hos Atlético Madrid blev han bare bedre og bedre – og det tiltrak naturligvis interesse fra udlandet.

Efter at have afslået en masse tilbud, endte han dog med at takke ja til et tilbud fra Liverpool FC, som er en af de mest berømte fodboldklubber i hele verden. Mange drengedrømme er gået i opfyldelse for Fernando Torres. Han har blandt andet vundet VM med Spanien.

Fulde navn: Fernando José Torres Sanz

Øgenavn: El Niño

Klub: Fernando Torres spiller i øjeblikket for Sagan Tosu i Japan.

Løn: Fernando Torres tjener i omegnen af 26 millioner kroner om året i den japanske klub.

Land: Spanien

Født: Han er født og opvokset i Fuenlabrada

Højde: 1,86 meter

Vægt: 78 kilo

Position: Angriber

Fernando Torres Liverpool

Fernando Torres jubler efter at have scoret et mål for Liverpool mod Roma i 2009. Foto: Laurence Griffiths/Getty Images

Fernando Torres’ klubhistorie:

I 1999 blev han tilbudt en professionel kontrakt hos Atlético Madrid, og med det samme var han solgt.

To år senere, i 2001, blev Torres indlemmet på klubbens førstehold. Den 27. maj det år kunne han notere sig for sit første mål på seniorniveau.

Og der skulle heller ikke gå mere end to år før, at Fernando Torres blev kaptajn for Atlético Madrids førstehold. Den blot 19-årige angriber havde nu skabt overskrifter rundt om i Spanien med denne imponerende bedrift.

I 2007 satte Fernando dog et foreløbigt punktum for sin Atlético-karriere. Efter 12 år i klubben sagde han farvel. I stedet kunne han sige goddag til Liverpool.

Efter to år i Liverpool scorede han sit mål nummer 50 for klubben i Premier League. Dermed blev han den hurtigste spiller til at score 50 mål i turneringen.

I 2011 skiftede han fra Liverpool til Chelsea. Det efterfølgende år kunne han løfte Champions League-trofæet sammen med blandt andre Didier Drogba.

I 2013 sikrede han Chelsea mesterskab via et mål i sidste minut. Året efter drog han til AC Milan på en lejeaftale, som oprindeligt skulle gælde for to år. Så længe blev han dog ikke i Milano.

I december 2014 skiftede han tilbage til sin hjerteklub, Atlético Madrid, og således var han igen tilbage i klubbens farver efter syv års fravær.

I juli 2018 skiftede Fernando Torres for første gang i karrieren væk fra det europæiske kontinent. Han skrev nemlig kontrakt med japanske Sagan Tosu. Han scorede sit første mål for klubben den 22. august.

Fernando Torres’ opvækst og tidlige karriere

Han er søn af José Torres og Flori Sanz, og er født og opvokset i Madrid-bydelen, Fuenlabrada. Han har to søskende, Israel og Mari Paz. Fernando er den yngste i søskendeflokken.

Allerede i en tidlig alder var Fernando opslugt af fodboldverdenen og som fem-årig blev han meldt ind i klubben Parque 84.

Han blev introduceret til Atlético Madrid af hans bedstefar, som var en stor supporter af lige netop dem. Da Fernando blot var ni år, besluttede hans bedstefar sig for at vise Atlético Madrids trofæskab. Og det var en helt overvældende situation for den lille knægt – El Niño – som blev forelsket med det samme.

Han begyndte som målmand, men sidenhen kunne trænerne godt se, at hans kvaliteter var i det offensive, så de valgte at bruge ham som angriber.

I 1992 flyttede han og hans familie til Galicien. Og der er altså et stykke fra det nordvestlige Spanien og ind til det centrale, når ens hjerte banker for Atlético Madrid.

Så derfor flyttede han allerede året efter tilbage til Madrid, hvor han tørnede ud for den lokale klub, Rayo 13. Han lavede 55 mål i en enkelt sæson, og derfor blev han inviteret til prøvetræning hos selveste Atlético Madrid. Hans talent blev bemærket til prøvetræningen og klubben tilbød med det samme en såkaldt ungdomskontrakt. I 1995 kunne han derfor trække Atlético-trøjen over hovedet for første gang – som spiller.

Privatliv:

Han er gift med Olalla Dominguez Liste. De fik papir på hinanden den 27. maj 2009. Sammen har parret en datter, Nora, og en søn, Leo.

I sin fritid er Fernando meget filantropisk anlagt. For eksempel arbejder han sammen med UNICEF, ‘Grow up Playing’ og mange andre NGO’er.

Bedste resultater:

I 2008 blev han kåret som kampens spiller i EM-finalen. Og det efterfølgende år vandt han den såkaldte sølvsko i Confederations Cup.

Han vandt også den gyldne støvle ved EM i 2012 og året efter fulgte han op med at vinde guldskoen i Confederations Cup.

Fernando Torres Spanien

Fernando Torres har netop scoret et mål for Spanien mod Italien ved EM i 2012. Foto: Laurence Griffiths/Getty Images

Fernando Torres’ landsholdskarriere:

I april 2001 repræsenterede Fernando for første gang Spanien. Det skete på ungdomsniveau. Sammen med det øvrige U16-landshold vandt han årgangens EM. Han blev i øvrigt topscorer og kåret som bedste spiller i turneringen.

Han spillede samme år for Spaniens U19-landshold og han fik samme personlige hæder som fra U16-turneringen. Topscorer og bedste spiller.

I 2004 fik han debut på Spaniens A-landshold. Han scorede sit første mål i en kamp mod Italien.

I 2005 gik det godt for Spanien i kvalifikationer til VM. De kvalificerede sig med nemhed. Landsholdet nåede dog ikke hele vejen til VM-finalen.

Tre år senere, i 2008, var der god grund til at juble for Fernando Torres. Han blev sammen med det spanske landshold nemlig vindere af EM i Østrig og Schweiz.

2010 bød dog på en endnu større triumf for Fernando Torres’ landsholdskarriere. Spanien susede forbi alle andre modstandere og kunne således snuppe VM-trofæet. Den triumf havde Fernando en stor andel i. Det var også første gang nogensinde, Spanien vandt VM.

Du kan læse flere spillerprofiler på dette link – vi har samlet et hav af forskellige spillere. God læsning!