Arsenal gav for første gang spilletid til Laurent Koscielny i denne sæson i 1-0-sejren over Qarabag. Dermed vendte han retur efter en længerevarende skade. Nu vil forsvarsspilleren starte et nyt kapitel i karrieren.

ST ALBANS, ENGLAND – APRIL 23: Laurent Koscielny, Mesut Oezil and Mathieu Flamini of Arsenal during a training session at London Colney on April 23, 2016 in St Albans, England. (Photo by Stuart MacFarlane/Arsenal FC via Getty Images)

The Gunners vandt 1-0 i en kedelig kamp på Emirates, hvor Alexandre Lacazette scorede det enlige mål i en kamp, der nok hurtigt bliver glemt.

Arsenal var allerede sikre på videre avancement i gruppe E, så Unai Emery havde foretaget hele ni ændringer, siden sejren over Huddersfield i weekenden. Koscielny optrådte blandt andet for første gang i denne sæson.

Blev skadet i maj – nu er han tilbage igen

Den 33-årige pådrog sig en skade på sin akilleshæl i semifinalen i Europa League mod Atlético Madrid i maj, men torsdag aften kom han igennem 70 minutter mod de forsvarende mestre fra Aserbajdsjan.

– Det var en meget vigtig kamp for mig i dag, fortæller franskmanden til BT Sport.

– Det var min sidste dag i min genoptræningsproces, så nu kan jeg endelig starte et nyt kapitel i min karriere. For mig handlede det om at nyde kampen sammen med mine holdkammerater. Jeg bekymrede mig ikke om resultatet, det handlede bare om at være på banen sammen med mine venner igen.

– Det er svært at være skadet. Det var min første længerevarende skade i min karriere. Man lærer en masse om sig selv i løbet af sådan et forløb, men jeg er glad for at være tilbage igen.

– Jeg er mentalt fokuseret, og jeg kan nu smile og se frem mod den resterende sæson.

Koscielnys gensyn med fodboldbanen kommer på et godt tidspunkt for Emery, som døjer noget med skader i Arsenal-defensiven forud for søndagens opgør mod Southampton.

Rob Holding og Konstantinos Mavropanos er ude med skader, mens Sokratis Papastathopoulos og Shkodran Mustafi sidder over med karantæner.