Engelske Manchester United mærker nye og forbedrede tider, og det har vist flotte sportslige resultater på det seneste. Det skal belønnes, at spillerne præsterer, og en brasilianer kan nu få sin aftale forlænget.
Af Anders Lang Jensen
Brasilianske Andreas Pereira stod til at have kontraktudløb til sommer, men brasilianeren får nu mindst ét år mere i Manchester United, som har belønnet midtbanespilleren med en kontraktforlængelse.
Den britiske avis London Evening Standard erfarer, at Manchester United har gjort brug af en option i den eksisterende aftale, og dermed får den 23-årige sydamerikaner et år mere til at overbevise den engelske storklub om, at han har en længere fremtid i Manchester.
Kontraktforlængelsen betyder nu også, at De Røde Djævle vil få en mulighed for at tjene penge på Andreas Pereira til sommer, hvis klubben modtager bud fra andre interesserede hold.
Siden 2012 har Andreas Pereira været i Manchester United, hvor han er blevet noteret for 27 førsteholdskampe – flere af dem på det seneste under Ole Gunnar Solskjærs ledelse. Midtbanespilleren har altså oplevet fremgang i sin sportslige situation på Old Trafford.