Pep Guardiola mener, at på trods alle de titler, han har vundet som træner, findes der bedre trænere end ham derude.
Pep Guardiola skulle man måske tro, var en mand, der sætter sit lys under en skæppe. I hvert fald ikke med tanke på spaniernerens imponerende CV. Nu siger City-manageren i et interview med Sky Sports, at han ikke ser på sig selv som den bedste træner i verden.
”Hvem er den bedste træner i verden? Jeg har aldrig følt, at jeg var den bedste. Da jeg vandt seks titler i træk i Barcelona og vandt ’trebles’, havde jeg det heller ikke sådan,” siger han og understreger, at han vandt meget, fordi han var velsignet med ekstraordinære spillere i klubben.
”Der er fantastiske trænere, som ikke har så gode spillere til rådighed. Jeg er en god manager, men ikke den bedste,” gentager Premier League-manageren i interviewet med det engelske medie.
”Hvis du giver mig et hold, der ikke er lige så godt som Manchester City, så kommer jeg ikke til at vinde,” pointerer han – på grænsen til det selvudslettende. Eller måske falsk beskedne.
Pep Guardiola forholder sig også til Liverpools suveræne forspring i kapløbet om det engelske mesterskab, som spanieren og City har vundet de seneste to sæsoner.
”Liverpool har brugt fire eller fem år på at vinde, som de gjorde med Champions League i fjor. Det har været en proces. Nye spillere, investeringer og i øjeblikket er de det bedste hold i verden.”
Pep Guardiola mener, at der nogle gange er der for høje forventninger til trænernavne som ham selv. Det er ikke muligt at vinde alt hvert år.
”Nogle gange mener folk, at hvis du er Pep eller Jürgen(Klopp) eller et andet navn, skal du vinde alle titler hver sæson med 2000 millioner point og 2000 millioner mål.”