Tottenhams angriber, Harry Kane, fortæller, at han gerne vil afslutte karrieren i NFL.

af: Emil Plovgaard

Harry Kane
Harry Kane ses her med kampbolden, efter han har scoret et hattrick mod værtsnationen Rusland ved VM i 2018. Foto: Alex Morton/Getty Images

Det sker efter, han har indgået et venskab med den famøse quarterback, Tom Brady.

Harry Kane har planer om at slå sig ned i USA, når karrieren i Premier League er ovre.

I modsætning til andre fodboldstjerner som David Beckham, Zlatan Ibrahimovic og Steven Gerrard bliver det dog formentlig ikke i MLS.

Tottenham-angriberen har igennem længere tid været en stor fan af NFL, og i et interview med ESPN i går fortæller Harry Kane, at han vi slutte som kicker.

– Mit ønske om at spille i NFL er ægte, fortæller den 25-årige englænder.

– Jeg vil gerne prøve det af om 10-12 år, uddyber Kane.

Harry Kane har også fortalt, at han beundrer Tom Brady, der til daglig spiller som quarterback for New England Patriots i NFL.

Minder lidt om hinanden

Brady er et veletableret navn i amerikansk fodbold, men talentet har ikke altid været til at se hos den nu 41-årige quarterback.

Og det samme kan siges om Tottenhams engelske angriber. Begge har dog fundet vejen til succes. Tidligere på året overværede Tottenham-angriberen Super Bowl-finalen, hvor Tom Brady vandt sin sjette titel.

– Det var de færreste, der havde troet, han ville blive god, eller endsige spille i NFL. Men han blev den bedste nogensinde.

– Det gav mig på det tidspunkt et rigtigt boost: Alting kan lade sig gøre. Hvis man bare tror på det selv med den sultne indstilling, kan det godt lade sig gøre, afslutter den 25-årige angriber.

Foreløbigt skal Harry Kane dog koncentrere sig om at guide sin nuværende klub, Tottenham, frem til Champions League-kvalifikation i Premier League.

LÆS OGSÅ: Næsten 400 kampe i Premier League: Engelsk angriber lægger støvlerne på hylden