Lionel Messi er ikke bange for at score mål. Og gud ske lov og takket være for det, for det er en fryd at se den argentinske troldmand levere fornemme præstationer og krydrer det med vidunderlige mål, når han indtræder det fine græstæppe på Camp Nou og alverdens udebaner. 

Af Emil Plovgaard

Som en fin statistik fundet på Football Stuffs side på Twitter illustrerer, så har Lionel Messi scoret lige så mange hattricks som den tyske Bundesliga-klub Bayern München i Champions League-sammenhæng.

Som bandereklamen på billedet så smukt beskriver det; Priceless. Lionel Messi er simpelthen bare uvurderlig for FC Barcelona, når det kommer til den offensive del af spillet.

Hans karriere som hattrick-helt tager sin spæde start i 2010, hvor han leverer det første af slagsen i sin Champions League-karriere i 4-1 sejren hjemme mod Arsenal.

Allerede i denne sæsons gruppespil har han leveret to af slagsen. Det skete i hjemmekampene mod først Celtic og siden da Manchester City. De to kampe endte henholdsvis 7-0 og 4-0 til Barcelona.

Lionel Messi er dermed den spiller, som har scoret flest hattricks i Champions League. Hans bitre rival, portugisiske Cristiano Ronaldo har “kun” leveret fem hattricks i sin tid som Champions League-deltager.