Af Anders Lang Jensen
Den offensive midtbanespiller James Rodriguez overvejer sin fremtid meget i den nuværende tid. Spilletiden er ikke prangende i Real Madrid, og derfor søger colombianeren væk fra kongeklubben i jagten på samme.
Teknikeren er blevet spottet hos den engelske ambassade i Colombia i byen Bogota. James er vendt tilbage til sit hjemland, efter den spanske vinterferie netop er begyndt. Og midtbanestjernen har adskillelige muligheder på hånden. Især engelske Chelsea ligner et varmt bud på en kommende arbejdsgiver.
Men ifølge mediet El Tiempo laver han mere end at hygge med familien hjemme i Sydamerika. Efter sigende tog James til den engelske ambassade for at udfylde nogle papirer, der giver opholdstilladelse i Storbritannien.
James kunne derefter tage hjem til familien i Medellin, hvor han skal fejre juleaften. Og måske kan Real Madrid-profilen se frem til en lille julegave i form af et skifte til Chelsea i det nye år.