Den tidligere FC Midtjylland-træner, Jess Thorup, besluttede sig i efteråret for at skifte jobbet i Herning ud med rollen som cheftræner for KAA Gent.

AF: EMIL PLOVGAARD

Jess Thorup
Jess Thorup ses her under en kamp mellem FC Midtjylland og Vendsyssel. Foto: Anita Graversen / FrontZoneSport via Getty Images

Det er en noget anderledes opgave, end den, som Thorup tidligere har været vant til, fortæller den 48-årige træner.

– Man kan godt sige, at tilgangen er mere kynisk i Belgien, hvor der ikke kigges på ret meget andet end resultaterne. Der var også pres på i Danmark, men det er mere massivt her i Belgien, fortæller fynboen til fcm.dk.

En god start resultatmæssigt gjorde, at Thorup havde lettere ved at falde til i det belgiske. Han kom ellers en smule hektisk fra start, da spillerne var af sted på landshold, da han overtog. Det betød, at de første par træninger foregik uden 10 af klubbens spillere.

– Vi vandt heldigvis de første to kampe, og det gør det hele lidt lettere, men det er selvfølgelig mest optimalt at indlede sit trænerarbejde i en sommer- eller vinterpause, beretter Thorup.

Har solgt 17.500 sæsonkort

Den belgiske klub har i denne sæson solgt 17.500 sæsonkort. Et imponerende tal, når man tænker på, at stadionet, Ghelamco Arena, kun kan huse 20.000 mennesker.

– Der skal jo være pladser til gæsterne også, og der skal ligeledes udbydes billetter til salg på almindelig vis, siger Jess Thorup.

Klubben har avanceret sig til den belgiske pokalfinale. Det er en stor oplevelse. I Bruxelles står man over for 50.000 spændte tilskuere den 1. maj, når KV Mechelen er modstanderen.

Hos Gent har Thorup tilknyttet Johnny Mølby som assistent. Og det gør trods alt træneropgaven en smule lettere.

– Det er godt for mig at have Johnny ved min side, for det betyder noget, at du har en, du kan være 100 procent fortrolig med. Vi ser frem til den store oplevelse i pokalfinalen, hvor vi får opbakning fra 25.000 Gent-tilhængere, siger Jess Thorup.

KAA Gent ligger i øjeblikket på en femteplads i Jupiler Pro League.