Genk-træner Jess Thorup var en stolt mand efter 1-0-nederlaget på udebane mod Roma i Europa League. Men danskeren håber på en forvandling i returopgøret.
Der var masser af chancer til begge hold, da Roma tog imod Genk i 1/16-delefinalens første opgør i Europa League i går aftes. Men kampen endte 1-0 til Roma på et mål af Carlos Perez. Men på trods af nederlaget, var Genks danske træner stolt efter kampen.
”Det var en vigtig kamp, og efter slutfløjtet sagde jeg til spillerne, at jeg var stolt af dem. Det var ærgerligt, at vi indkasserede et mål efter en mindre fejl fra vores side. Men holdet stoppede aldrig med at tro på det, og særligt i første halvleg fik vi skabt store chancer, ” sagde den tidligere Esbjerg- og FC Midtjylland-træner på pressemødet.
Jess Thorup mener stadig, at kvalifikationen til 1/8-delsfinalerne i Europa League er mulig for Genk, da belgierne er solide på hjemmebane, og nu ved, hvad de er oppe imod, og hvad der skal til for at gå videre.
”Vi kan spille med en anden tilgang end i aften, som kan skabe usikkerhed i Roma-lejren. Vores hold er inde i en god periode, så det havde været vigtigt at score et udebanemål, men vi manglede kvalitet på den sidste bold,” sagde danskeren og understregede endnu gang, at han var stolt over præstationen.
Jess Thorups Genk-mandskab ligger på en andenplads i den belgiske liga efter 26 kampe. Holdet har 9 point op til Club Brugge på førstepladsen. Den 49-årige træner overtog cheftrænerjobbet i Genk i efteråret 2018 et halvt år efter, at han havde stået i spidsen for FC Midtjylland, der vandt guld i den forgangne sæson i superligaen. Jess Thorups trænerkarriere begyndte i Esbjerg i en rolle som spillende assistenttræner for Troels Bech.