Der var nok ikke mange, der regnede med, at Kenneth Zohores Cardiff-karriere ville blive en succes, da han skiftede i januar 2016. En kontroversiel ejer samt en mærkelig konstrueret handel, hvor KV Kortrijk købte Zohore og lejede ham ud til Cardiff, lovede ikke godt.
Cardiff havde i januar et transferforbud, men det forhindrede ikke klubben i at hente nye spillere, da den kontroversielle klubejer Vincent Tan også ejede den belgiske klub KV Kortrjik. Så han brugte bare den til at købe Kenneth Zohore, hvorefter han blev lejet ud til Cardiff. Spillerforeningens direktør Mads Øland kaldte handlen grotesk.
– Vi mener, det er helt grotesk, at man har et transfersystem, hvor det overhovedet skal være nødvendigt at foretage sådanne krumspring for at kunne skifte job, sagde Øland til Jyllands-Posten.
Til Cardiff kom Kenneth Zohore dog, og selvom han selv havde ambitioner om at spille fast, så var det kun nogle få og korte indhop, som han fik i den første tid i klubben.
– Jeg er ikke kommet her for at sidde på bænken. Jeg skal hjælpe holdet med at score mål og komme højere op i tabellen. Men jeg skal lige vænne mig til det hele, og det er klubben og jeg afklaret med, sagde Zohore til BT efter skiftet til klubben.
Sidst i april begyndte Kenneth Zohore dog at markere sig i klubben. Han blev skiftet ind mod Brentford den 19. april, hvor han scorede sit første mål for klubben, men Cardiff tabte alligevel med 2-1.
Fire dage senere fik Kenneth Zohore lov til at starte inde mod Bolton på hjemmebane. Her greb danskeren chancen og scorede sit andet mål i en 2-1-sejr for ‘The Bluebirds’, som klubben bliver kaldt.
Siden er det dog ikke blevet til flere mål for Kenneth Zohore i Cardiff-trøjen. Han fik i maj ny manager, og han rykkede i sommerens transfervindue permanent til klubben, da transferforbuddet var overstået.
I denne sæson er det igen ikke blevet til særlig meget spilletid for Kenneth Zohore, der kun har fået to indhop, hvor han ikke har gjort nogen figur. Han er dog ikke selv bekymret i forhold til den manglende spilletid og er sikker på, at tiden nok skal komme for ham.
– Jeg synes, at jeg formmæssigt står bedre end nogensinde. Vi har haft en rigtig hård preseason, og den har jeg brugt til at forsøge at spille mig tættere på mere spilletid, sagde Zohore til bold.dk for en uge siden.
– Jeg har fået ros for præstationerne i preseason, og sæsonen er rigtig lang så jeg er sikker på, at jeg nok skal få mine kampe. Så er det bare om at gribe chancen, når den kommer. Jeg synes, jeg passer rigtig fint ind i den nye måde, holdet spiller. Det har ikke været optimalt her i starten, for jeg har ikke fået spilletid de seneste tre kampe, men jeg ved min tid skal nok komme.
Kenneth Zohore har tidligere været tre år i Fiorentina, hvor han ikke kunne slå igennem og måtte vende hjem til Danmark, hvor han spillede for Brøndby på et lejeophold og sidenhen OB på en permanent kontrakt.
Om resultatet bliver det samme for Kenneth Zohore i Cardiff må tiden vise, men selvom han er tålmodig i øjeblikket, så kan den manglende spilletid hurtigt blive et problem for Kenneth Zohore, der helst skal udvikle sig som spiller i en alder af 22 år.