Tidligere på sommeren sagde franske Zinedine Zidane højst overraskende sit job op hos mægtige Real Madrid efter flere sæsoner i træk med succes i Champions League. Nu skal der dog et nyt trænerjob på bordet, og franskmanden ved, hvor han vil hen.

Af Anders Lang Jensen

 

Zinedine Zidane stoppede på toppen som Real Madrid-træner efter tre Champions League-triumfer i streg, og skal man tro den franske avis L’Equipe, ønsker den tidligere Ballon d’Or-vinder at gentage successen hos engelske Manchester United.

Den franske avis bruger nemlig dagens nyheder på at undersøge Zidanes næste destination, og Old Trafford bliver præsenteret som den franske træners førstevalg. Først og fremmest ville det være svært for Zidane at træne i Spanien, da alt andet end Barcelona ville være et stort skridt ned ad karrierestigen.

I Italien kunne Juventus være en mulighed, men Allegri hviler trygt i trændersædet i øjeblikket. I Tyskland har storklubben Bayern München netop udnævnt Niko Kovac som ny træner, og Zidane har dårlige forbindelser til Paris Saint-Germain.

Derfor er der størst chance for, at England og Manchester United bliver Zidanes næste trænergerning.

 

Sådan lyder L’Equipes ræsonnement i hvert fald, og franskmanden skulle allerede stå klar i kulisserne til at overtage roret, hvis José Mourinhos velkendte problemer i tredje sæson viser sin grimme side i denne sæson.

Zidane skulle angiveligt også drømme om at træne det franske landshold, men efter at træner Didier Deschamps vandt sommerens VM-slutrunde med Frankrig sidder succes-træneren yderst komfortabelt i trænersædet for landsholdet.

TRANSFERAFSLØRING: Billeder af to nye stjerner i United-trøjen lækket