Olierige Man City ser endnu en gang ud til at bruge mange summer på nye spillere. Det har de i hvert fald gjort indtil videre… så hvorfor stoppe?

AF KRISTIAN PARIS

De franske mestre fra Monaco har angiveligt fortalt Premier LEague klubben Man City, at deres storprofilerede venstreback Benjamin Mendy kommer til at koste lige knap en halv milliard, hvis englænderne vil have fat i forsvarsspilleren.

 

Ifølge the Independent, har den franske klub tidligere denne sommer afvist englændernes bud
på 450 millioner danske kroner. Monaco vil eftersigende have det samme som Guardiola og co.
betalte for Tottenhams Kyle Walker, som de hentede i sidste uge. En handel, der estimeres til at
have en værdi på omkring 500 millioner.

(Photo by Xavier Laine/Getty Images)

Og nu slår den franske avis L’Equipe fast, at et tredje bud på spilleren er blevet lagt på bordet. 490 millioner lyder det fra englænderne, der er desperat efter at hente en ny venstreback forud for den nye sæson.

Det rygtes dog også, at begge klubber er meget interesseret i at handle sammen, hvorfor en handel i den nærmeste fremtid ikke er usandsynlig.

Mendy har ifølge flere rygter været et transfermål for englændernes manager, Pep Guardiola, i en del tid nu.

Faktisk er Mendy klubbens førsteprioritet på venstreback positionen forud for 17/18 sæsonen. Hvis han skifter vil han komme til klubben som ny, ligesom tidligere holdkammerat Bernardo Silva, Walker og keeper Ederson.

Monaco skal dog passe på, at de ikke sælger ud af hele truppen. Klubben imponerede – og overraskede  –  da de sidste sæson både vandt det franske mesterskab foran PSG, og kom til semifinalen i Champions League.

Klubben har allerede solgt Bakayoko til Chelsea for 400 millioner og Bernardo Silva til City for 430 millioner, ligesom angriber Kylian Mbappe også rygtes væk.

Back og defensiv midtbane, Fabinho, er også på vej videre i karrieren.