Liverpool er blevet enige med Lazio om en overgangssum for midtbanespilleren, Luis Alberto. Det fortæller en kilde tæt på Premier League-klubben til mediet ESPN FC.

Luis Alberto har fået tilladelse til at rejse til den italienske hovedstad for at diskutere løn efter de to klubber mandag eftermiddag er blevet enige om en sum på €5 millioner.

Aftalen inkluderer også en videresalgsklausul på 30 procent og derudover kan beløbet også stige, hvis Serie A-mandskabet kvalificerer sig til europæisk fodbold i fremtiden.

Luis Alberto mangler stadig at få forhandlet de sidste detaljer på plads med Lazio, men den italienske klub skulle efter sigende være imponerede over den 23-åriges præstationer for Deportivo la Coruña, da han var udlejet dertil.

I det spanske nåede han at score seks mål og lægge op til otte mål i 31 ligakampe.

Den spanske midtbanespiller skiftede i sommeren 2013 til Liverpool fra Sevilla, men har altså ikke formået at få en afgørende rolle i klubben, som han kun har optrådt for 12 gange.

Han vendte tilbage til Merseyside denne sommer for at tage del i Liverpools pre-season, men var altså ikke på banen i en eneste af hele ni venskabskampe.