Frederik Ljungbergs trænerdebut for Arsenal endte ikke, som svenskeren havde håbet. Brighton tog fra Emirates Stadium med en 2-1-sejr til stor bekymring for den nyslåede manager. 

Med 10 minutter tilbage af opgøret på Emirates Stadium, headede Brightons Neil Maupay den afgørende scoring i mål, så udeholdet kunne tage hjem med en 2-1-sejr over Arsenal. Det var Frederik Ljungbergs første kamp som manager for ’The Gunners’ oven på fyringen af Unai Emery. Ikke lige just en drømmestart for svenskeren, der foreløbigt er ansæt på posten midlertidigt. 

Arsenal har ikke fået en sejr i de seneste 9 kampe – den værste statistik i 42 år for Londonklubben. Det har sat sig på selvtilliden hos spillerne, konstaterede Ljungberg efter nederlaget. 

”De har meget lidt selvtillid. I første halvleg var spillerne bange for at få bolden og bange for at bevæge sig. De stod bare stille. Det er noget, vi er nødt til at tale om,” konstaterede svenskeren ifølge Sky Sports. 

”De har brug for en sejr. Vi er nødt til at få skrabet en sejr igennem og få noget selvtillid. De kan godt gøre det, for det viste de i begyndelsen af anden halvleg. Det er svært at sige sådan, når man taber hjemme, men de var gode i de 20 minutter.”

Brighton kom foran efter 36 minutter på mål af Adam Webster, mens Arsenal udlignede fem minutter efter pausen på mål Alexandre Lacazette. 

”Det er aldrig nemt, efter man har fyret en manager. Vi startede godt i kampen mod Norwich, og det samme i anden halvleg mod Brighton. Jeg var sikker på, at vi ville vinde. Det er svært at kapere, men vi er nødt til at køre på,” konstaterede Frederik Ljungberg ifølge det engelske medie. 

På mandag møder Arsenal West Ham på udebane.