Der var fuld valuta for pengene for de fremmødte tilskuere på London Olympic Stadium, da West Ham United og Tottenham Hotspur tørnede sammen lørdag eftermiddag.
Da West Ham United i 2016 flyttede til London Olympic Stadium var det med en ambition om at komme længere op i tabellen ved hjælp af det nye stadion. Men ambitionerne er ikke helt blevet indfriet endnu.
Lørdag blev det nemlig til endnu et nederlag til West Ham United, der ikke har fået den bedste start på sæsonen endnu.
Det startede ellers meget godt for hjemmeholdet, der lagde et tryk på Tottenham-målmand Hugo Lloris’ mål.
Men med to mål af Harry Kane på meget kort tid så det pludselig aldeles sort ud for West Ham United, der noget skuffende måtte gå til pause nede med 0-2.
Bedre blev det dog ikke efter pausen. Danske Christian Eriksen scorede sit første mål for Tottenham imod netop The Hammers, og så var mørket så småt begyndt at sænke sig over stadion.
Kort efter Christian Eriksens første mål mod hjemmeholdet, gjorde Chicharito det, han er allerbedst til; nemlig at score mål.
De fleste af de 57.000 fremmødte tilskuere på London Olympic Stadium kunne herefter juble over en udvisning til Tottenhams højreback, Serge Aurier, der med en dum tackling på Andy Carroll blev sendt tidligt i bad og åbnede opgøret op.
Et massivt tryk satte sig herefter mod Tottenhams mål, og tre minutter før ordinær tillægstid fik håbet endnu et nøk opad, da Cheikh Kouyate headede den ind bag Hugo Lloris. 2-3.
Fire minutters tillægstid gav kampens dommer, Michael Oliver, opgøret. Et heftigt slagsmål, som jo hører sig til de her opgør, fik samtlige af banens 21 mand op i det røde felt. Winston Reid og Fernando Llorente endte begge med at få en advarsel efter skærmydslerne.