Første sæt i Europa League-semifinalen mellem Villareal og Liverpool endte med en Villareal-sejr i overtiden. Det var en kamp, der var præget af mange chancer til begge hold, men dog uden at det blev helt farligt – før til allersidst.

 

Af Helena Melin

 

Så var det blevet tid til semifinaler i Europa League. Sjove ordspil stod nærmest i kø, da Villareal, også kendt som Den gule ubåd, tog imod drengene fra Beatles-byen Liverpool i første opgør på Estadio El Madrigal. Kulisserne var flotte , og hjemmeholdets fans havde lavet et stort banner til ære for de 96 Liverpool-fans, der døde i Hillsborough-katastrofen og i midtugen fik genoprejsning efter 27 år.

 

Jürgen Klopp havde til manges overraskelse valgt at sætte sin eneste kampdygtige angriber, Daniel Sturridge (udover hvis man tæller Benteke med, men det gør man sjældent), på bænken til fordel for en mere dynamisk offensiv kvartet bestående af James Milner, Adam Lallana, Phillippe Coutinho og Roberto Firmino.

 

Frem og tilbage

 

Efter kun fem minutter opstod vel nok Liverpools største chance. Lallana smækkede bolden ind i boksen, men heldigvis for Villareal-keeper Sergio Asenjo var det Joe Allen, bolden røg ned til, og den lille walisers afslutning vil nok ikke gå over i historien. En stor chance til udeholdet.

 

Det ville Villareal dog ikke stå tilbage for, og fem minutter efter var det deres tur til at ærgre sig over en spildt chance. Efter et frispark får Roberto Soldado på kanten af offside sneget sig uden om en sovende Alberto Moreno, men heldigvis for Moreno blev hans fejl ikke straffet.

 

Der gik altså ikke længe, inden man kunne konstatere, at begge forsvar var meget åbne. Spørgsmålet var bare, om de to holds offensiver var stærke nok til at udnytte det. De blev i hvert fald ikke hæmmet af dommerens fløjte. Han tillod en hård linje, og således havde han efter 31 minutter kun fløjtet tre frispark i kampen.

 

I slutningen af første halvleg fik Villareal over en periode på 7-8 minutter etableret et stabilt pres på Liverpool-forsvaret, men uden at det førte til noget. Villareal spillede den rundt, Liverpool erobrede og sparkede den langt væk, og så startede det igen.

 

Manglende præcision

 

Efter pausen var der dårlige nyheder for de fleste Liverpool-fans. Coutinho havde følt sig sløj og havde selv bedt om at blive skiftet ud. Ind kom Jordon Ibe, der ikke har vist sit talent, siden han fik fast spilletid under Brendan Rodgers.

 

Der gik ikke mange sekunder af anden halvleg, før Moreno med en glidende tackling i sidste øjeblik kunne forhindre Villareal-topscoreren Cédric Bakamnu i at få frit løb mod mål få meter uden for det lille felt. På det efterfølgende hjørnespark header selv samme Bakambu på stoplen. Dog på ydersiden, men en tydelig indikation på, at Bakambu var en mand, der skulle holdes øje med.

 

Hele kampen var dog ikke malet gul. Efter 65 minutter viste Roberto Firmino, at han også havde noget at byde på. Han modtager bolden. Vender. Og hugger. Asenjo får nøjagtigt skubbet bolden ud på stoplen. Ni minutter efter er det Lallanas tur. Han får en friløber, men bliver dømt offside. En kendelse, der på de efterfølende billeder ser noget tvivlsom ud. På trods af de mange chancer til begge hold, var ingen af keeperne dog kommet på overarbejde: Efter 80 minutter havde Villareal haft et enkelt skud inden for målrammen og Liverpool to.

Stemningen var elektrisk, da López i overtiden sikrede Villareal et godt udgangspunkt inden kampen på Anfield. Foto: Denis Doyle / Getty Images

Stemningen var elektrisk, da López i overtiden sikrede Villareal et godt udgangspunkt inden kampen på Anfield. Foto: Denis Doyle / Getty Images

 

Det brænder på

 

Tre minutter før slutningen af den ordinære spilletid var Bakambu endnu en gang på spil, men Mignolet fik flot reddet med en hånd. Et minut efter er det galt i den modsatte ende. Efter et Villareal-hjørnespark får Moreno fravristet en Villareal-spiller bolden midt på egen banehalvdel, og så er det ellers frem over isen. Han spurter 60-70 meter med bolden, men Denis Suárez får fulgt med sin landsmand og presset ham, så Moreno ikke får ordentligt træf på bolden og sparker forbi.

 

Efter 92 minutter kører Villareal kontra. Denis Suárez modtager bolden på ydersiden af Kolo Touré, og så kører han lige på og hårdt. Få meter uden for målfeltet får han smidt bolden til Adrián López, som blot skal trille bolden ind i det tomme mål.

Vel nok karrierens nemmeste mål, men det gør det ikke mindre vigtigt. Hvor vigtigt målet viser sig at blive, får vi at se på torsdag, når Anfield danner rammen om den sidste forhindring inden finalen.